mandag den 25. marts 2013



Jeg er så uendeligt træt. Træt af at politikere og medier udtaler sig om noget, de ved stort set ingenting om. De maler et billede af hverdagen i den danske folkeskole, som nærmest ikke kan ligge længere fra virkeligheden end den gør. Og det værste er, at folk tror på det. Lærerne beskrives som dovne og ligeglade, vi har alt for lange ferier og går alt for tidligt hjem. Undervisningen er forudsigelig, eleverne sidder på deres bagdel hele dagen, og der er alt for få udviklende aktiviteter og opsprættede geder. Helt ærligt. Hvornår har I sidst sat jeres ben i et ganske almindeligt klasseværelse?
Indenfor de sidste fem uger har mine elever være på uddannelsesdage, nogle har kørt traktor, andre har opfundet spil, flere har læst spansk, engelsk og tysk langt over folkeskoleniveau. De har skrevet projektopgave, interviewet overrabbinere, imamer og præster. Lavet interviews, oversat kildemateriale, produceret film og bygget modeller. De har brugt timer og atter timer udenfor skoletid på fremlæggelser og produkter, det ene mere kreativt og inspirerende end det andet. Vi har været i Tyskland på udveksling, eleverne har boet privat hos tyske jævnaldrende og er rykket både fagligt og personligt. Der er blevet rappet, danset breakdance, lavet teater og arbejdet med historie og kultur. 
Og vi har fået ros. Ros for at have elever, der tør udfordre sig selv og hinanden. Tør eksperimentere og tænkte innovativt. Som kan overskride grænser og stå ved, hvem de er, og hvad de står for. Jeg har verdens bedste elever i min skole. Men ingen gider høre på dem. Ingen gider tage dem seriøst. De er jo bare børn.   
Samværet med børnene, udviklingen, historien kan ikke måles. Det kan ikke puttes i en kasse som politikerne kan hive frem, når facaden skal pudses og poleres. Vores børn lærer så meget mere end bare fakta. Vores hverdag er langt mere end læsning og regning. Vi lærer for livet, ikke for skolen. Eller for politikerne. Det har I glemt. 
Jeg er så træt af, at vi aldrig kan få fred til at arbejde. Til at gøre vores arbejde ordentligt. Det her er ikke en maskine, det handler om. Det er faktisk vores børn. Og vores fremtid. Jeg vil undervise, ikke lockoutes. Dem der tror andet har misset pointen.
Skam jer, at I vil være det bekendt. Jeg er så dybt skuffet over de mennesker i hvis hænder vi lægger styringen af vores land. Når I skal udtale jer, så udtal jer om noget I ved noget om. Lige nu ved I intet om virkeligheden. Og alligevel tillader I jer at nedgøre den og smadre den. Jeg lærer mine børn, at har man ikke noget fornuftigt at sige, så skal man holde mund. Jeg synes det er på tide, I holder mund. 

lørdag den 2. marts 2013

Hvilken fremtid skal dine børn have?



Jeg har længe været stille. Alt for stille. Men i disse dage føler jeg mig provokeret. Meget provokeret. For i disse dage bliver jeg ramt, ramt på to meget væsentlige dele af min identitet. Mit job. Og mine børn. Og jeg er dybt bekymret på begges vegne.

Som mange nok har regnet ud, så er jeg lærer. Et job som alle har en mening om, og som det er moderne at bruge som offentlig prugelknabe, når politikerne skal lege Christian IV og vil sætte deres præg på historien.  Jeg er ikke bange for at hævde, at jeg er god til mit job. Jeg vil noget med det. Jeg vil noget med mine børn.  Jeg ikke bare arbejder som lærer. Jeg ER lærer. Og jeg ved at mine mange kolleger landet over har det lige sådan.

Jeg blev lærer af lyst, ikke af nød eller tvang. Jeg blev lærer, fordi jeg har noget at fortælle, noget at bringe videre. Jeg vil være med til at skabe, forme og danne verdens bedste børn til blive ordentlige voksne med både hjerne og hjerte. Jeg vil skabe nysgerrighed, undren og eftertænksomhed. Ikke maskiner, der kun kan følge manualer og centralt udstukne planer. Ikke robotter, som kun har værdi som en plet på en graf over internationale læseprøver. Jeg vil lære børn at leve, at lytte, at lære. At udvikle sig, alene og sammen med andre. At tænkte nyt, tænke anderledes, tænke skævt. Mine børn - vores børn - skal ikke blot passe ned i ministerielle kasser og systemer. De skal ikke være brikker i et magtspil mellem mennesker, som i stor stil har glemt de vælgere, de kan takke for deres job og selvophøjede status. Vores børn er meget mere værd end det.

Selvfølgelig skal folkeskolen diskuteres. De ting man diskuterer, kan man udvikle, og selvfølgelig skal folkeskolen udvikle. Men der er lang vej fra udvikling til øjelæggelse. Og lige nu ødelægges der. Og der ødelægges dybt. De, der tror andet, stikker sig selv og deres artsfæller blår i øjnene. Jeg forstår ikke, at man vil være det bekendt. Det er dybt pinligt og meget uanstændigt, at vores generation vil byde fremtidens generationer dette. Jeg skammer mig.

Men lad os nu et kort øjeblik glemme at jeg er lærer. For før jeg er lærer, er jeg allermest mor. Mor til et nuværende og et snart kommende skolebarn. Det er mine børn. Ikke statens. Og jeg kan faktisk ret godt lide dem. Jeg vil selv opdrage dem, selv være med til at præge og udfordre deres holdninger og værdier, selv vise dem, hvordan verden hænger sammen. Det hverken kan eller vil jeg lægge over til skolen. Mine børn er ikke soldater i Maos røde hær. De er hele mennesker under udvikling. De skal have tid til at lege, til at udforske, til at fantasere. De skal have tid til at være børn. Ikke kapres til en pengemaskines helt afsporede holdning til hvad der er god uddannelse og god dannelse. Jeg vil som forælder have ansvaret for mine egne børn. Det er ikke statens opgave. Det er der åbenbart nogle, der i deres magtliderlighed har glemt.

Til jer der sidder på magten. Tænk jer om. Lige nu har I mistet grebet om virkeligheden. I sidder så højt oppe, at man skulle tro, I havde overblik. Men I har åbenbart hejst jer selv så højt op, at overblikket er forsvundet og I intet ser. Og intet forstår. De tal, der står på jeres skærme, er ikke bare tal. Det er vores fremtid. Det er vores børn. Er det virkelig dette, I vil byde dem?