mandag den 22. april 2013

Mit navn er Mette...

Og jeg har desværre uddannet mig til lærer. 

Der var engang, hvor jeg var rigtig glad for mit job. Engang hvor jeg ikke var 
bange for at hævde, at jeg var god til mit job. Jeg ville noget med det. Jeg ville noget med mine børn. Jeg ikke bare arbejdede som lærer. Jeg VAR lærer. 

I disse tider betyder det at være lærer desværre, at alle og enhver har en mening om en og om det arbejde man laver. På godt og ondt. Desværre mest på ondt. Det er i hvert fald dem, der råber højest. Måske fordi de sidder på magten. I disse tider er det åbenbart i orden at vide bedre, vide mere og være klogere, bare fordi man selv gik i skole for 30-40-50 år siden. Der er jo ingen udvikling sket. Og så svært kan det jo heller ikke være, vel?

Jeg går ikke over til tandlægen og udtaler mig om, hvordan han skal lave fyldninger og bore huller. Jeg kræver ikke at skulle bestemme hvordan lægen opererer min parforerede tarm eller hvordan cykelsmeden skifter min kadanaksel. Jeg udtaler mig ikke om, hvordan min frisør bør lave mit undercut eller hvordan bankdirektøren skal forvalte de mange millioner, kommunerne kører ind i disse dage. Men alle kan fortælle en masse om, hvordan en lærer skal arbejde. For lærerarbejder ved alle noget om.

En ting er så professionen - noget andet er, at der faktisk gemmer sig mennesker bag den profession. Mennesker, som er lige så lede og kede af lockouten som de tusindvis af børnefamilier som er ramt. Jeg er en af dem. Jeg savner mine kolleger, savner mine elever. Jeg er bange for min økonomi og for min og min families fremtid. Jeg forstår slet ikke at vi er nået herud. Forstår slet ikke, at man vil være det bekendt. 

Der var engang, hvor jeg var glad for mit job. Hvor jeg gerne gav det ekstra for den gode dag og gode læring for lille Ib. Hvor jeg gang på gang ofrede samværet med min egen familie fordi der var noget på arbejdet, der brændte. Nogle der havde brug for mig. Og nu i lockoutens hellige navn er det igen min egen familie, der bliver taberne. For jeg magter ikke mere. Jeg kan ikke gå til fodbold med min søn uden at skulle stå til regnskab for konflikten. Uden at skulle lægge ryg til kommentarer om dovne lærere, der fandme bare skulle se at stoppe med at strejke og så lave noget for deres penge. Om lærere, der går hjem klokken to hver dag og aldrig laver en skid. Jeg kan ikke tage i det lokale fitnesscenter uden at blive passet op med kommentarer om bare at gå og dandere den og om, hvilket halvdagsjob et lærerliv er. Jeg kan ikke handle mere uden at skulle høre på, hvor ugidelige, inkompetente og dumme, de danske lærere er. Jeg forstår ikke, at man vil være bekendt at behandle andre mennesker sådan. 

Men på et eller andet tidspunkt skal vi i arbejde igen. Engang er det her faktisk ovre. Der er børn, der fortjener undervisning. Børn, der skal lære med liv og lyst. Og som fortjener de bedste, mest motiverede lærere de kan få. Men hvordan skal vi kunne give dem det? Vi lærer jo i øjeblikket, at vi intet er værd. Det er mennesker, det handler om. På begge sider af katederet. Og dem bagved skal være ovenpå for at kunne gøre det allerbedste for dem foran. Men det er vi ikke. For vi duer jo ikke. Og det sætter spor altid at få at vide. Jeg blander mig ikke i, hvordan blikkenslageren lægger sine rør. Gør du?