Mor(d)

Jeg bliver slået ihjel en otte-ti gange hver dag. Mindst. Fra jeg knagende og bragende i samtlige knogler og led vælter ud af sengen om morgenen til jeg oldgammel og vissen falder sanseløst om lige efter Nyhederne, er jeg blevet skudt, flækket, stenet, frosset og hakket til atomer et utal af gange. Jeg er blevet tømt for blod, fået hovedet skilt fra kroppen eller som noget at det mere enkle blevet sendt helt ind til jordens indre af røntgenblik og lasersyn.

 

Gerningsmændene er af varierende størrelse og karakter såvel som motivet til mordene. Det ene øjeblik handler det om nøje planlagte hævnaktioner, det næste om rene affektdrab.

Nogle gange sendes jeg langt ud i intergalaktiske sfærer og taber i supersoniske kampe mod kloner og droider. Andre gange forvandles jeg til slimede læspende slanger, der sniger sig ind på sværtbevæbnede ninjaer for at gøre verden gennemført ond og det er altså bare mega nedern, ja, det er så. Sommetider ser jeg bare alt for åndssvag ud med de der lange kødlapper foran, som gerningsmændene i tidernes morgen sugede slatne og dalrende, og nogle gange skal jeg egentlig bare skride ud for jeg er bare alt alt for pinlig. Og gammel. Og en pige.

I de fleste tilfælde er gerningsstedsundersøgelser forholdsvist irrelevante og overflødige, da både morder, offer og mordvåben som udgangspunkt befinder sig på samme matrikel. Desuden findes der på gerningsstedet i overflod af leverpostejsindsmurte fingeraftryk på møbler og vægge, syltetøjsstørknede hår i sofaer, på dyner og tæpper og mudrede, tilgræssede fibre på gulve, borde og i vindueskarme. Og jeg tillader mig ganske fordomsfuldt at mene, at der ofte er tale om sæsonregulerede angreb, der kommer synkront med lukkedage i institutioner og samfundsforventede hyg-vi-har-ferie-uger.

Som regel bliver jeg dog lappet sammen igen og genopstår på magisk vis, når der skal findes alle de ting, som absolut og helt hundrede procent sikkert er blevet væk. Og som ingen overhovedet nogensinde kunne finde på at lægge andre steder end på deres helt rigtige plads. Selvfølgelig.

Eller når der skal laves mad, tørres numse, bindes snørebånd, køres til fodbold, til fødselsdag, til arbejdsdag, you name it.

Nej forresten, slet lave mad. Det er faktisk også en mordgrund her i huset. Når der drømmes om pizza med majs og skinke og så absolut overhovedet ikke med pepperoni, og mor så laver lasagne med camouflerede gulerødder og c-vitaminer. Eller når aftensmaden står på frikadeller med totaltsmadrede, ukendelige løg, og der med garanti og a’mar halshug er blevet hørt pasta og kødsovs. Så kan kokken godt regne med kreative trusler på livet, mens jeg flygter i frivilligt eksil på badeværelset med en fatwa i nakken.  

Hvis jeg så samtidig har tilladt mig at sige nej til iPad, Nintendo, Playstation og andre absolut nødvendigheder til livets opretholdelse til fordel for almindelig kedsomhed og gammeldags tv, kan jeg være ganske sikker på at blive ædt af en zombie eller blive sladret om til skoleinspektøren, borgmesteren, dronningen og Gud. For de bestemmer nemlig og har helt vildt mange penge.

"Og det gør du overhovedet ikke, mor!"

Ret vild med Alfred

Uhhmmm, ret lækker bliver den, Alfred. I 100 % supersoft uld fra Holstgarn. Et førsteforsøg, så er meget spændt på, hvordan garnet reagerer på vask. Men der står noget om vaskemaskine, og det skal man jo ikke undervurdere. Går og brygger på en Alfred i lilla måske med gule kanter. Eller pink. Der er bare stort set ingen piger i omgangskredsen. Og knejterne her i huset siger nej tak til "pigefarver" - det er kun for tøser. Hvem der forstår det? :-)

Husker I Alfred??

Sikkert ikke. Men Alfred er en sweater -intet mindre fantastisk faktisk. Har haft strikket en til begge drenge. Til den store da han for tre år siden startede i naturbørnehaven og til den yngste, da han lå i barnevognen. Nu er det så ham, der er begyndt i naturbørnehaven, og vinteren kommer jo igen, om vi vil det eller ej. Men jeg er forberedt. For der er en Alfred på vej.
Denne gang har jeg bestilt et nyt garn, jeg aldrig før har prøvet. Glæder mig som et lille barn til posten kommer i morgen. Kan næsten ikke vente. Knokler med at få færdigt, som jeg arbejdet på den sidste tid. Men det er tys tys, da det er en gave. Håber at kunne vise det frem senere.

Mit navn er Mette...

Og jeg har desværre uddannet mig til lærer. 

Der var engang, hvor jeg var rigtig glad for mit job. Engang hvor jeg ikke var bange for at hævde, at jeg var god til mit job. Jeg ville noget med det. Jeg ville noget med mine børn. Jeg ikke bare arbejdede som lærer. Jeg VAR lærer. 

I disse tider betyder det at være lærer desværre, at alle og enhver har en mening om en og om det arbejde man laver. På godt og ondt. Desværre mest på ondt. Det er i hvert fald dem, der råber højest. Måske fordi de sidder på magten. I disse tider er det åbenbart i orden at vide bedre, vide mere og være klogere, bare fordi man selv gik i skole for 30-40-50 år siden. Der er jo ingen udvikling sket. Og så svært kan det jo heller ikke være, vel?

Jeg går ikke over til tandlægen og udtaler mig om, hvordan han skal lave fyldninger og bore huller. Jeg kræver ikke at skulle bestemme hvordan lægen opererer min parforerede tarm eller hvordan cykelsmeden skifter min kadanaksel. Jeg udtaler mig ikke om, hvordan min frisør bør lave mit undercut eller hvordan bankdirektøren skal forvalte de mange millioner, kommunerne kører ind i disse dage. Men alle kan fortælle en masse om, hvordan en lærer skal arbejde. For lærerarbejder ved alle noget om.

En ting er så professionen - noget andet er, at der faktisk gemmer sig mennesker bag den profession. Mennesker, som er lige så lede og kede af lockouten som de tusindvis af børnefamilier som er ramt. Jeg er en af dem. Jeg savner mine kolleger, savner mine elever. Jeg er bange for min økonomi og for min og min families fremtid. Jeg forstår slet ikke at vi er nået herud. Forstår slet ikke, at man vil være det bekendt. 

Der var engang, hvor jeg var glad for mit job. Hvor jeg gerne gav det ekstra for den gode dag og gode læring for lille Ib. Hvor jeg gang på gang ofrede samværet med min egen familie fordi der var noget på arbejdet, der brændte. Nogle der havde brug for mig. Og nu i lockoutens hellige navn er det igen min egen familie, der bliver taberne. For jeg magter ikke mere. Jeg kan ikke gå til fodbold med min søn uden at skulle stå til regnskab for konflikten. Uden at skulle lægge ryg til kommentarer om dovne lærere, der fandme bare skulle se at stoppe med at strejke og så lave noget for deres penge. Om lærere, der går hjem klokken to hver dag og aldrig laver en skid. Jeg kan ikke tage i det lokale fitnesscenter uden at blive passet op med kommentarer om bare at gå og dandere den og om, hvilket halvdagsjob et lærerliv er. Jeg kan ikke handle mere uden at skulle høre på, hvor ugidelige, inkompetente og dumme, de danske lærere er. Jeg forstår ikke, at man vil være bekendt at behandle andre mennesker sådan. 

Men på et eller andet tidspunkt skal vi i arbejde igen. Engang er det her faktisk ovre. Der er børn, der fortjener undervisning. Børn, der skal lære med liv og lyst. Og som fortjener de bedste, mest motiverede lærere de kan få. Men hvordan skal vi kunne give dem det? Vi lærer jo i øjeblikket, at vi intet er værd. Det er mennesker, det handler om. På begge sider af katederet. Og dem bagved skal være ovenpå for at kunne gøre det allerbedste for dem foran. Men det er vi ikke. For vi duer jo ikke. Og det sætter spor altid at få at vide. Jeg blander mig ikke i, hvordan blikkenslageren lægger sine rør. Gør du? 

Jeg er så uendeligt træt. Træt af at politikere og medier udtaler sig om noget, de ved stort set ingenting om. De maler et billede af hverdagen i den danske folkeskole, som nærmest ikke kan ligge længere fra virkeligheden end den gør. Og det værste er, at folk tror på det. Lærerne beskrives som dovne og ligeglade, vi har alt for lange ferier og går alt for tidligt hjem. Undervisningen er forudsigelig, eleverne sidder på deres bagdel hele dagen, og der er alt for få udviklende aktiviteter og opsprættede geder. Helt ærligt. Hvornår har I sidst sat jeres ben i et ganske almindeligt klasseværelse?

Indenfor de sidste fem uger har mine elever være på uddannelsesdage, nogle har kørt traktor, andre har opfundet spil, flere har læst spansk, engelsk og tysk langt over folkeskoleniveau. De har skrevet projektopgave, interviewet overrabbinere, imamer og præster. Lavet interviews, oversat kildemateriale, produceret film og bygget modeller. De har brugt timer og atter timer udenfor skoletid på fremlæggelser og produkter, det ene mere kreativt og inspirerende end det andet. Vi har været i Tyskland på udveksling, eleverne har boet privat hos tyske jævnaldrende og er rykket både fagligt og personligt. Der er blevet rappet, danset breakdance, lavet teater og arbejdet med historie og kultur. 

Og vi har fået ros. Ros for at have elever, der tør udfordre sig selv og hinanden. Tør eksperimentere og tænkte innovativt. Som kan overskride grænser og stå ved, hvem de er, og hvad de står for. Jeg har verdens bedste elever i min skole. Men ingen gider høre på dem. Ingen gider tage dem seriøst. De er jo bare børn.   

Samværet med børnene, udviklingen, historien kan ikke måles. Det kan ikke puttes i en kasse som politikerne kan hive frem, når facaden skal pudses og poleres. Vores børn lærer så meget mere end bare fakta. Vores hverdag er langt mere end læsning og regning. Vi lærer for livet, ikke for skolen. Eller for politikerne. Det har I glemt. 

Jeg er så træt af, at vi aldrig kan få fred til at arbejde. Til at gøre vores arbejde ordentligt. Det her er ikke en maskine, det handler om. Det er faktisk vores børn. Og vores fremtid. Jeg vil undervise, ikke lockoutes. Dem der tror andet har misset pointen.

Skam jer, at I vil være det bekendt. Jeg er så dybt skuffet over de mennesker i hvis hænder vi lægger styringen af vores land. Når I skal udtale jer, så udtal jer om noget I ved noget om. Lige nu ved I intet om virkeligheden. Og alligevel tillader I jer at nedgøre den og smadre den. Jeg lærer mine børn, at har man ikke noget fornuftigt at sige, så skal man holde mund. Jeg synes det er på tide, I holder mund. 

Hvilken fremtid skal dine børn have?

Jeg har længe været stille. Alt for stille. Men i disse dage føler jeg mig provokeret. Meget provokeret. For i disse dage bliver jeg ramt, ramt på to meget væsentlige dele af min identitet. Mit job. Og mine børn. Og jeg er dybt bekymret på begges vegne.

Som mange nok har regnet ud, så er jeg lærer. Et job som alle har en mening om, og som det er moderne at bruge som offentlig prugelknabe, når politikerne skal lege Christian IV og vil sætte deres præg på historien.  Jeg er ikke bange for at hævde, at jeg er god til mit job. Jeg vil noget med det. Jeg vil noget med mine børn.  Jeg ikke bare arbejder som lærer. Jeg ER lærer. Og jeg ved at mine mange kolleger landet over har det lige sådan.

Jeg blev lærer af lyst, ikke af nød eller tvang. Jeg blev lærer, fordi jeg har noget at fortælle, noget at bringe videre. Jeg vil være med til at skabe, forme og danne verdens bedste børn til blive ordentlige voksne med både hjerne og hjerte. Jeg vil skabe nysgerrighed, undren og eftertænksomhed. Ikke maskiner, der kun kan følge manualer og centralt udstukne planer. Ikke robotter, som kun har værdi som en plet på en graf over internationale læseprøver. Jeg vil lære børn at leve, at lytte, at lære. At udvikle sig, alene og sammen med andre. At tænkte nyt, tænke anderledes, tænke skævt. Mine børn - vores børn - skal ikke blot passe ned i ministerielle kasser og systemer. De skal ikke være brikker i et magtspil mellem mennesker, som i stor stil har glemt de vælgere, de kan takke for deres job og selvophøjede status. Vores børn er meget mere værd end det.

Selvfølgelig skal folkeskolen diskuteres. De ting man diskuterer, kan man udvikle, og selvfølgelig skal folkeskolen udvikle. Men der er lang vej fra udvikling til øjelæggelse. Og lige nu ødelægges der. Og der ødelægges dybt. De, der tror andet, stikker sig selv og deres artsfæller blår i øjnene. Jeg forstår ikke, at man vil være det bekendt. Det er dybt pinligt og meget uanstændigt, at vores generation vil byde fremtidens generationer dette. Jeg skammer mig.

Men lad os nu et kort øjeblik glemme at jeg er lærer. For før jeg er lærer, er jeg allermest mor. Mor til et nuværende og et snart kommende skolebarn. Det er mine børn. Ikke statens. Og jeg kan faktisk ret godt lide dem. Jeg vil selv opdrage dem, selv være med til at præge og udfordre deres holdninger og værdier, selv vise dem, hvordan verden hænger sammen. Det hverken kan eller vil jeg lægge over til skolen. Mine børn er ikke soldater i Maos røde hær. De er hele mennesker under udvikling. De skal have tid til at lege, til at udforske, til at fantasere. De skal have tid til at være børn. Ikke kapres til en pengemaskines helt afsporede holdning til hvad der er god uddannelse og god dannelse. Jeg vil som forælder have ansvaret for mine egne børn. Det er ikke statens opgave. Det er der åbenbart nogle, der i deres magtliderlighed har glemt.

Til jer der sidder på magten. Tænk jer om. Lige nu har I mistet grebet om virkeligheden. I sidder så højt oppe, at man skulle tro, I havde overblik. Men I har åbenbart hejst jer selv så højt op, at overblikket er forsvundet og I intet ser. Og intet forstår. De tal, der står på jeres skærme, er ikke bare tal. Det er vores fremtid. Det er vores børn. Er det virkelig dette, I vil byde dem?