Min yngste ligger i sin seng og brøler. Han ikke bare smågræder af utilfredshed, han nærmest kampbrækker sig i arrigskab over den uretfærdige verden, han er blevet født ind i, mens han hysterisk hyler efter sin moooar. Lyden flænser luften som en skærerbrænder og minder mest af alt om lyden der opstår, når man klipper haler på smågrise. Men der ophører så også al øvrig sammenligning med små nuttede lyserøde grisepjok. I stedet for kærligt omend småhylende at putte sig i halmen, trænes der på værelset akrobatiske saksespark opad væggen, mens kaniner, katte og andre plyssede husdyr smadres gennem rummet efterfulgt af en forholdsvis slasket Brandmand Sam og en enkelt Barbapjuske.
Med sine små buttede børnefingre flår han dynen af og sprutter så savlet står i kaskader opad væggen og lander i nakken på hypermoderne flyvende hoptimister i loftet, at han i hvert fald overhovedet ikke vil ligge i sin seng og sove. Jeg sidder i stuen og rokker lettere autistisk frem og tilbage i sofaen og messer “han kommer ikke op - han kommer ikke op - han kommer ikke op.”
Hvorfor?? Fordi jeg siger det.
Overvejer et kort øjeblik om kommunen kommer jagtende efter mig med en indberetning mens Lola Jensen, Sigrid Riise og Nanny 911 danser cancan for mit indre øje. Jeg er drattet ned fra piedestalen hurtigere end jeg kan nå at stave til saltfri riskiks. Jeg har prøvet, det har jeg virkelig. Nærstuderet Tænk og Test for at købe en pakke skumklude. Drevet samtlige ekspedienter i de lokale grøntafdelinger til vanvid med spørgsmål om søde kartofler og biodynamiske gulerødder. Lavet lister over pædagogisk korrekt legetøj, tarmstimulerende mavemassage og kernefrie, stivelsesfrie, nitratfrie, Max Havelaar-godkendte Disneyforsagende heldragter. Det er godt min røv er bred - så gør faldet ikke så ondt.
For faldt gjorde jeg. Lige ned i en virkelighed markant anderledes end den man kan læse om i en bog. Duften af lækkerblød varmt sovebarn i sengen er vidunderlig, men bare ikke når barnet er vågnet konstant hver halve time i flere måneder, og man har brændt meget grim orange plastikskål af i køkkenet fordi man i søvne har foretaget sig ting, som vil få de fleste til at overveje akut indlæggelse på den lukkede.
Der findes ingen lettelse som den, når et barn efter flere dages forstoppelse endelig leverer en ordentlig omgang og man gladeligt fortæller alt og alle at den var “sååååå stor” og slet ikke grøn mere. Men det er bare ikke lækkert, når junior vil mysse og man selv i ren iver laver kæmpe torskemund, og barnet så i stedet brækker sig langt ned i svælget på en og man ikke aner, om man skal hyle lidt eller meget.
Så længe at barnet er lille, så går den jo ikke. Men når det bliver ældre, så er det faktisk helt okay. At sige “fordi jeg siger det. “ Min yngste har i øjeblikket ædt stakkels Spørge Jørgen, og når man for gud ved hvilken gang skal svare på, hvorfor damen bag disken har sorte hår i næsen, hvorfor mor har numse både foran og bagpå, og hvorfor man skal sove, når det er sent, mørkt og mor har en mindre hjernenedsmeltning på vej, så er “fordi jeg siger det” helt i orden. Nej, du må ikke skide i revnerne i trægulvet, nej, du må ikke smøre sovsekulør op ad væggen, nej, du må ikke klippe i gulvtæppet, sidde ovenpå din bror, stikke en nøgle i stikkontaktet, sutte på katten. Hvorfor?? Fordi jeg siger det.
Men når modtageren er en teenagelangsom 15 årig på 1.92 med cap’en på skrå, arme så lange som en gorillas og ben så tynde, at det er håbløst at holde bukserne oppe, så har “fordi jeg siger det” bare ikke helt samme effekt. “Ja, ja, bette Mette”, klukker han og sjosker ind på sin plads. På bagerste række i klassen selvfølgelig for ellers kan de andre ikke se. På et eller andet tidspunkt bliver de alle voksne. Og ikke kun fordi jeg siger det.
