torsdag den 12. juli 2012

Regnvejrsdag


Har taget drengene med på det lokale bibliotek. Egentlig meget hyggeligt at sidder her i Chesterfield'en med strikketøjet, mens sønnerne leger og hygger rundt omkring. Ikke verdens største bibliotek, men rart og venligt og så meget andet end bøger. Det er godt. Regnen pisker ned udenfor. Det er godt nok svært at forstå at det er juli.

onsdag den 11. juli 2012

Den store klinges ædle betvinger.


Sommetider har man bare for meget tid. Jeg har i hvert fald. Eller også går tiden bare for langsomt. Sådan føler jeg det, når jeg sidder på motionscyklen og bare træder rundt og rundt. Jeg vil løbe. Løbe langt. Men læge og ledbånd er ikke enige. Overhovedet ikke. Hørte noget om hvile. Overhørte noget om ro. Sådan et ledbånd gror da sammen af sig selv, brokker jeg og tramper i pedalerne som en lille sur fem årig. Og det er så her, der er for meget tid. Til at sætte ord sammen. Og lege.

"Det er smukt, feltet, som een stor muskel, der banker gennem det gule hav. Se hvor smukt hun sidder på cyklen. Selv når hun står op. Ikke smuk stilisme, men effektiv. Nærmest som en robot, stirrende, trampende, bankende. Hamrende hård varme. Som at stikke hovedet hen over et bål. Det er sejt, det er stejlt. Hun viser her sansen for format. Den gule trøje, de hvide tænder. Den mørke muskel er virkelig lukket op nu. Som en lang lunte på vej mod eksplosion. Fremad - stormer fremad. Som en bøffel mod et vandhul. Smaskende i sin tidstagning. Feltet er trukket langt, langt ud, her, hvor det kører gennem endnu en by...med meget, meget smukke....blågrå tage...og kirker. Og er fremme sidder hun - den store klinges ædle betvinger.

Findes der noget smukkere end genoptræning??? Ja!

tirsdag den 10. juli 2012

Rugbrød

Sommervejret herhjemme er jo ikke ligefrem til strand og badning, så i stedet strikker jeg og bager rugbrød. Flere har spurgt efter opskriften, så her kommer den. Super nem - og tyvstjålet fra min bageguru Christina. 




Rugbrød med surdej

Opstart af surdej:

2 dl rugmel
2 dl vand

I dagene efter tilsættes 1 dl rugmel og 1 dl vand, indtil den en morgen bobler og lugter svagt surt. Så er den klar. Den skal stå utildækket på køkkenbordet, og fodres hver dag. Den kan også stilles i køleskabet og fodres hver 14. dag, hvis der er pause i bagningen. 

Når surdejen er klar, blander jeg følgende. 

1½ l vand
4½ dl (350 g) surdej
200 g solsikkekerner
1 kg groft rugmel
400 g hvedemel
100 g hørfrø
2 spsk salt
200-300 gr. revne gulerødder 

Efterfølgende hældes dejen i forme - jeg bruger tre forme a 2 liter. Dernæst hæver dejen i formene i ca. 16 timer +/- med et vådt viskestykke over. (Eller bare til næste dag)

Inden brødene bages, prikkes de helt igennem med en spisepind, strikkepind eller lignende . B
ages 1½ time på 180 grader (ikke varmluft -det udtørrer brødet). Når brødene er færdige, tages de ud af formene, køler af 10 min og kommes i plastikposer (godkendt til fødevarer) og lukkes. Så bliver skorpen på brødet, når man skærer, og den bliver ikke hård.

Kan først skæres, når det ikke er varmt længere.

mandag den 9. juli 2012

Sommerferieønsker


Sommerferien er i dag begyndt for drengene og mamma. Vi må stadig vente en uges tid på far. Midt i morgenmaden satte vi os med en seddel og lavede sammen en liste, hvor vi skrev ned, hvad vi godt kunne tænke os der skulle ske de næste fire uger, så det bare bliver en rigtig god sommerferie. Vejret kan vi ikke gøre så meget ved, men det må vi klare. Listen fortsætter på bagsiden med fantastiske forslag som "Spise is alle fire", "Lege udenfor" og "Spille stangtennis". Jeg synes et eller andet sted at det er ganske fantastiske ønsker fundet på af en tre årig og hans snart seks årige storebror. De viser i hvert fald noget om, hvad der betyder noget for dem.
Det er måske værd at huske for forældrene, som mest af alt drømmer om lange langsomme dage under sydens sol. Ungerne vil vist bare gerne være sammen.