onsdag den 27. april 2011

Det lakker mod enden

Så lakker mit babytæppeprojekt mod enden. Godt det samme for den lille er kommet til verden og venter garanteret bare på sin gave. Lækkert blødt alapcauld - ikke for varmt i dette fantastiske forår og dejligt lunt, når vintermørket igen sænker sig over os. Ren dejlighed - som lille Karla selv.

onsdag den 6. april 2011

"Mønsterpulation"

Så er jeg i gang med babytæppet. Det bliver noget af en omgang, når man forvandler et pind 4,5 mønster til en 3'er, men det bliver så smukt, så smukt. Fantastisk blødt er det skønne alpacagarn og den grå farve er virkelig elegant. Håber at kunne vise jer projektet, når det engang - garanteret om længe - bliver færdigt.

søndag den 3. april 2011

Søndagsliv

Vinteren går på hæld og overalt udenfor står foråret på spring. Så fantastisk at ord er for små og stille. Hængepilen har fået fine små hvide knopper, inden længe efterfulgt af det blødeste bløde. Vintergækker, krokus og selv blå anemoner er dukket op i krat og skovbund. Det kan kun blive godt. Med forårets kommer siger vi samtidig farvel til en af vinterens klassikere. Her hos os har vintersøndagene budt på langsomme simreretter med saft og kraft og smag. I dag tager vi vinterens sidste.Osso Buco - kæmpestore og mange af dem. Omend klokken syv er en anelse tidligt at kokkerere på en søndag, så er det det helt rette tidspunkt. Knudemanden sover endnu, ungerne stener til morgenkanalen og er endnu ikke fløjet i flæsket af det samme stykke legetøj. Eller hinanden. Og jeg har lidt tid til i ro og mag at få gang i gryderne. Hakke vinterens sidste grove rodfrugter. Snitte køkkenets mest uundværlige ingrediens; hvidløg. Og spæde op med hvidvin. Hvilket normalt ville have givet anledning til lidt småsipperi, men dog ikke klokken syv om morgenen.

Allerede nu dufter hele huset af mad - og det kommer det til længe. For i dag står den på langsom mad. Stille mad. En stilhed som i hverdagen kan være svær at finde. Måske det er det, vi skal lære af vinterens mad. Ro og langsomhed.
Senere i dag skal jeg hakke kød. Til ugens pitabrød og lasagne. Måske vi skal i haven. Måske jeg skal løbe. Ja, jeg skal løbe. Har udfordret mig selv på det groveste. Men mere om det senere. En teaser kan I dog få. Det involverer 21 grusomme km. Men først til efteråret. Nu kalder foråret.

lørdag den 2. april 2011

Løsning fundet.

Efter mange timers higen og søgen er jeg endelig kommet frem til noget, der nok ender med at blive en løsning på mit tæppeproblem. Udgangspunktet tages i tæppet fra Garnstudio, men mønstret skrives om så det passer med en tyndere garn og tyndere pinde. Det får den konsekvens, at det miderste mønster på tæppet skal gentages noget flere end syv gange, men det må jeg lige regne på.



Selve tæppet strikker jeg i en klassisk grå, og når den lille så ser dagens lys og kønnet afsløres, så laver jeg kanten enten isblå eller lyserød. Mon ikke det kunne fungere??


fredag den 1. april 2011

Rimeligt splittet

Meget snart skal jeg i gang med en barselsgave. Har bestemt at det skal være et tæppe, men så har jeg heller ikke bestemt så meget mere. Er rimeligt splittet, for jeg kan hverken finde ud af, hvilket mønster, det skal være, hvilket garn, det skal være i eller hvilken farve. At kønnet så samtidig er ukendt, gør jo ikke projektet nemmere.
Overvejer dette fra Garnstudio, men tænker at det måske bliver for kraftigt når nu foråret forhåbentligt snart er på vej.



Dette fra 123knit.com er også med i overvejelserne - elsker garnet det er lavet af, men så opstår problemet med farverne.



Hvad gør en klog??