lørdag den 24. juli 2010

Sommer

Er der noget bedre end sommer og frihed? Hvad er sommer for jer?

Published with Blogger-droid v1.4.8

tirsdag den 20. juli 2010

Den anden dag fortalte jeg om en af mine favorit sommerforkælelsesmetoder. Og nu skal lydbøgerne så lige på banen igen. De har en kæmpe fordel, som passer perfekt til mit rastløse sind. De gør, at jeg kan gøre to ting på en gang. Støvsugning, lægge tøj sammen eller ordne have bliver alt andet lige noget hyggeligere med en god historie i ørerne. Og så kan jeg strikke samtidig.

Jeg er i gang med denne monstertrøje til ældsten. Han har selv valgt farverne i butikken og er vældig stolt. Spørger flere gange om dagen om den nu er til ham og om, hvornår jeg er færdig. Lyt en bog og strik en pind. Rådet er hermed givet videre.

Skal lige vise jer disse gulerodsrugbrød jeg bagte den anden dag. Arvingerne her i huset tror af en eller anden grund, at de lider af kronisk underernæring og spiser i øjeblikket nærmest hele tiden. Så der skal noget til som fylder og gør godt. Opskriften kommer her:

50 gr. gær
5 dl. vand
1 spsk. honning eller sukker
2 spsk olie
2 tsk. salt
250 gr. revet gulerod
600 gr. rugmel
350 gr. hvedemel

Gæren opløses i fingervarmt vand og olie, honning, gulerod, rugmel og salt tilsættes. Dejen røres godt, mens der tilsættes hvedemel til dejen er smidig. Lad den hæve tildækket en time. Derefter formes dejen til små brød eller boller og efterhæver tildækket i 20 min. Bages ca. 15 min. afhængig af størrelse i en 200 grader forvarmet ovn. Når brødene lyder hule, er de færdige. Lad dem køle af på en rist. Hvis du har ekstra tid, kan du udlade halvdelen af gæren og lade dejen hæve f.eks. 5 timer.

søndag den 18. juli 2010

Selvforkælelse


Jeg husker som barn hvordan jeg nærmest hver lørdag støvsugede biblioteket for nye lydbøger, som jeg endnu ikke havde hørt. Og så hjem. Og lege og lytte. Blive helt opslugt af en anden verden, leve sig ind i den ene historie efter den anden. Det står som et af min barndoms allerklareste minder.
Og nu er jeg tilbage igen. Ipod og lydbøger - kan sommerferien blive meget bedre??

lørdag den 17. juli 2010

Juli betyder fødselsdag her hos os. Denne gang er det manden, som får et år mere på bagen. Dejligt med en anledning til at forkæle dem omkring os.


Kryddersmør med alt godt fra køleskabet. Den ene med hvidløg og purløg, den anden med chiliflager, honningdijon og chilipesto.

Skøn, skøn pavlova, der næsten er kønnere end den smager. Med brombær, hindbær og blåbær på lyserødt flødeskum og med hakkede pistacienødder.


Og så prikken over i'et. Bålet. Ind imellem verdens mest stille regn. Og regnbuen i horisonten, da solen var gået ned og træerne stod næsten sorte mod aftenhimlen. Det er svært at forevige noget så smukt.

søndag den 11. juli 2010

Den dag jeg brækkede mig på svigerfar.

Jeg er et udpræget godt menneske, det mener jeg virkelig. Sommetider sætter min hjerne bare min forstand ud af funktion, og jeg udfører handlinger, som jeg på forhånd udemærket godt ved er fuldstændig tåbelige, men af en eller anden sygelig grund, gør jeg det alligevel. Og nu har jeg så gjort det igen.
Lørdag morgen. Manden, arving 1 og 2 samt fruen i huset sidder i vores grønne Familien-Danmark-grønne Ford Mondeo på vej mod Ålborg. Det er der i og for sig ikke noget naturstridigt i. Og så alligevel er det her filmen knækker. Havde vi nu været på vej mod shopping, cafétur eller vennebesøg, så havde alt været fryd og gammen, men nej. Vi har sat kursen mod lystbådehavnen og den kommanderende stemme på gps'en beordrer os til at dreje til højre om 300 meter. Jeg er ikke det store sejlermenneske, der er ikke gået en stor 49'er gast eller guld-firer roer tabt i mig. Faktisk bliver jeg søsyg af at gå ud på en flydebro og håndvask kan i svage perioder virke meget grænsesøgende. Men jeg er jo et udpræget godt menneske. Svigerforældrene vil så gerne have besøg i deres 36 fod lange kølbåd (hey, så I lige de maritime udtryk jeg slyngede om mig der) og hankønsvæsnerne i min verden drømmer om sommerdage i de indre danske farvande i et kæmpe familiært fællesskab. Så jeg har sagt ja. Naivt, sikkert. Åndsvagt, garanteret. Selvmorderisk, nærmest. Men jeg har kastet paraderne og er taget med.
Allerede ved første møde med kræet burde jeg have set faresignalerne bøjet i neon over de dobbelte sallinghorn. (Bemærkede I det lige igen, et meget sejleragtigt udtryk - jo, man har vel læst bøger.) Mine første minutter ombord bærer præg af tsunamilignende bølger i havnebassinet, så inden længe sidder jeg på en fortøjningspæl på havnen, mens de andre gør klar til afgang. Inden længe er vi på vej ud af havnen, og jeg føler mig faktisk ovenpå. Vi tøffer afsted for motor og jeg bræger selvsikkert noget om spilere, fendere og broflag. Men marinaen i Ålborg har ét stort problem, den ligger alt for langt mod vest, hvis man som vi skal en tur op langs den nyrenoverede havnefront i øst. Broen. Eller det vil siger broerne. For der er to af dem. Først en gammel jernbanebro og dernæst selve Limfjordsbroen. Og der knækker filmen så for mig.
For man skal så også ligge i kø for at vente på at sådan en bro åbner sig. Så vi cirkler om os selv og bliver gud ved hvor mange gange passeret af den ene har-I-set-min-røvdyre-motorbåd efter den anden. Sådan nogle bastarder laver bølger. Bare IKKE fedt, når vi i forvejen drejer rundt, vel?? Og så er det min krop sætter ud. Den holder off-knappen nede de famøse 10 sekunder og lukker så ned. Ingen forbindelse, ingen kontakt. Øver mig på at lade som om jeg er helt alene i verden. Det går IKKE. Jeg kampfryser i takt med at sveden hagler af min krop. Det er absolut håbløst at holde mine sorte kendt-med-de-kendte solbriller på næsen, de sejler op ad åen i mit eget sved.
Her træder svigermor i karakter og spørger insisterende svigerfatti, hvor nærmeste kajplads er. For Mette ser ikke så frisk ud. Neeeeej guuud, istemmer min gemal. Hun er da blevet noget guacamolegrøn i roen. Men kajpladser for lystsejlere er ikke ligefrem det, der er flest af i Ålborgs industrikvarter. Så vi må improvisere og inden længe smider jeg mig i bogstavligste forstand op over en betonkaj, styrer mod skyggen af den nærmeste lagerhal og falder slatten om og stønner, at mine dage er talte. De andre diskuterer, hvad de skal gøre ved mig. På et tidspunkt sidder arving 1 ved siden af mig, som man ser trofaste hunde vogte deres døde ejere i gamle amerikanske film. Svigermekanikken har hentet havehynder og uldtæpper til mig, og ægtemanden assisterer med det han nu er bedst til: Våde vaskeklude til min pande.
På et tidspunkt hører jeg skridt ved siden af mig. Overvejer seriøst om det er Vorherre der er kommet efter mig, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være svigerfar som beordrer mig til at stå om. Jamen, så brækker jeg mig, klynker jeg. Men det er han ligeglad med. Op skal jeg, for så vil jeg få det bedre. Halvt op på den ene arm går det så galt og jeg ørler som en anden teenager i Jomfru Ane Gade. Forsøger at se, hvor meget jeg har ramt sviger og hvor meget jeg har ramt mig selv. Opgiver, da anden bølge er på vej. Dernæst får sviger mig til at flytte mig. Mest for at jeg skal slippe for at ligge i mit eget bræk. Hvilket så resulterer i, at jeg leverer en gang til. Og en gang til efter næste flytning. Derefter kommer han med servietter til at pudse næsen og forsøger at muntre mit lidt op ved at spørge til mine studiedage i Ålborg.
Jeg har meget ondt af mig selv. En ting er at være hundesyg. Noget andet er at brække sig på svigerfar. Resten af dagen forløber i en stor tømmermandsagtig tåge for mig. Får med jævne mellemrum sendt nogle mindre pæne gloser i retning af folkene omkring mig, når de forsøger at få lidt liv i mig, mens jeg egentlig bare har mest lyst til at lide i fred. Turen hjem til Herning og omegn er godt nok lang, når man ikke kan bevæge sig, ej heller dreje øjnene i ens hoved uden at skulle ørle. Længe leve Mariekiks. Jeg siger jer: Der er stor forskel på asfalt på de danske landeveje. Noget af det svupper. Og jeg ved så også, at kroppen er længe om at fordøje kebab.

onsdag den 7. juli 2010

Smag på sommeren

Sommeren bliver aldrig smukkere end nu. Der er farver, lyde og dufte overalt. Noget kan spises og smages, andet skal bare leves og nydes. Den anden dag eksperimenterede jeg med frugtsalater. En blandet citrussalat med appelsinsirup og en jordbær/vandmelosalat med feta. Begge pyntet med mynte fra haven. Selvfølgelig.


I dag har jeg haft gang i den grønne syltebog, som jeg har fået af min mor. Den indeholder "henkogte hilsner" skrevet med kuglepen. Og humor. Køleskabet dufter skønt af hyldeblomstsaft, der bare skal trække og indenfor få dage på flasker.

Og på øverste hylde står allerede sommer på glas i form af den rødeste sødeste jordbærmarmelade man overhovedet kan tænke sig. Bliver godt på nybagte boller, når vejret igen bliver mørkere.


søndag den 4. juli 2010

Sommeren begynder med Wimbledon, Sankt Hans, Tour de France og Landsskue i Herning. Sidstnævnte var en tradition med børnehaven, da jeg selv var barn og i dag er det så mig, der tager mine egne børn med derud. Nu har vi lavet vores helt egen tradition med drengenes højtelskede moster: Dyr, maskiner, madpakke og i år meget, meget varmt den første weekend i juli.

Ældsten er svært ovenpå, når det kommer til maskinerne og udbreder vidt og bredt sin viden om gyllevogne, ballepressere og grønthøstere - jo jo, man er vel en bonderøv. Men når det kommer til dyrene, så trækker han i land. De larmer, mor, klager han, når køerne brøler. Det er jo nok heller ikke jordens mest diskrete lyd.

lørdag den 3. juli 2010

Udenfor tordner og lyner det. Regnen vælter ned efter en varm, varm dag. Sommeren har haft sit jerngreb om os denne weekend. Vi har svedt, lidt og nydt. Det hele i en pære vælling. Her til aften har jeg stået i køkkenet. Med vinduet åbnet og med duften af sommerregn omkring mig. Jeg har skåret vandmelon og jordbær til en skøn salat til i morgen, blandet mango og druer og ananas og kiwi med hjemmelavet appelsinsirup. Det bliver så godt. I morgen skal der så lige pyntes med mynte fra krukkerne i haven. Ren glæde. Manden har lavet dej til boller, jeg har gjort klar til æggekagemuffins, bagt amerikanske pandekage, fundet pølser og bacon og grøntsager. Jeg håber at folk i morgen har lyst til at spise.

fredag den 2. juli 2010

Ikke som de andre

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker at kigge på mennesker, elsker at se deres valg af tøj, hår og handlemåde. På den ene side siger det en masse om dem, på den anden side ingenting. Og efterhånden er jeg kommet frem til en ting. Jeg er ikke helt som de andre er flest, når man nu bor på en mark hvor dilligencen kun kommer forbi hver tredje uge. Udvalget i børnehaven af klassiske nordiske mødre med lyst halvlangt hår, smalle hofter og udpræget veltrænet figur er stødt stigende og må jeg sige, stærkt i overtal. De medbringer kønne, lige så blonde hello kitty-lyserøde døtre og sønner iført spiderman og resten af superhelteklanen. Deres børn medbringer til legetøjsdag - og her kan jeg kun udtale mig om drengene, da ældstens stue kun består af hankønsvæsener - Bakugan, Gormiti, skydere og maskiner på hjul, på vinger og på propeller.
Og så er der sådan en som mig - vi er få, men vi er der. I øjeblikket er jeg i besiddelse af det korteste, mest strittende hår i en lad os sige ret rød nuance. Solbrillerne ville have gjort Tom Cruise og resten af hans Top Gun-crew stolt, dog uden diverse bling bling, er jeg ret sikker på. Skoene svinger mellem bubblegum-farvede sommercrocs, et bred udvalg af Angulus i diverse nuancer samt græsgrønne El Naturalista med halvhøj gummihæl. Tøjet er i en kategori for sig - følger dog sjældent den samme mode som de andre mødre. Har så dog ikke fattet hvem af os, som er outdatet. De fleste af de andre mødre er rolige og afbalancerede, venlige men distancerede, høflige, pæne og nydelige i alt hvad de siger og gør. Og så er der "min slags." Jeg larmer en del i både sind og adfærd, skræmmer dem sikkert næsten væk, når jeg åbner munden og snakker løs. Tror ikke jeg er så kompliceret endda - nærmere direkte. Jeg er egentlig ikke bange for at virke lidt åndsvag, det løb er vist kørt for længst. Og så jeg er vist ikke særlig afbalanceret, distanceret og nydelig. Men ved I hvad?? Det er også fint nok.
Og så er der mine drenge. Iført hjemmestrikkede sweatre og bukser i mors eget design kværnet igennem på den gamle Singer. Katvig, Danefæ og andet nice stuff som aldrig er nået helt herud. Til legetøjsdag medbringer ældsten......en dukke. Og han er fuldstændig romersk katolsk ligeglad med at han skiller sig ud fra de andre drenge. Jo jo, godt nok er den en Arnold Schwarzenegger look alike dukke med arme som kalkunlår og ben som husets gulvvase, men alligevel. Det rører ikke knægten. Han er mest af alt sig selv. Hviler så meget i sig selv at det er en fryd.
Her i huset er vi vist ikke som de andre. Hvem er du?