søndag den 6. juni 2010

Alt har sin tid

Juni slår sine folder i fuld flor - især aftenerne er så skønne at jeg glædes helt ind i mit inderste. Når solen står lavt over træerne, markernes farver spiller i alle nuancer af rapsgul og grøn. Så fuld af liv og håb og drømme. Så er livet godt.

Hos os har det været tid til forandring. Vi har sagt farvel til vores gamle og højtelskede blå Fiat Punto - som et kært medlem af familien har den været med da vi var unge og studerende i Aalborg, da vi havde fået vores første faste jobs med lønseddel og pension og det hele, og boede i "overgangslejlighed" i Herning. Og den var også med, da vi kiggede på grund, byggede hus og planlagde bryllup. Ja, selv da vi var blevet godt etableret i Kibæk, ventede ældsten og senere yngsten var Lille Blå med. Godt nok assisteret af næsten lige så gammel grøn Familien Danmark-bil, men alligevel. Den var med. Men nu er det slut. Alt har sin tid, og tiden er nu løbet ud for den. R.I.P Lille Blå.

Det er blevet sommer. Yngsten er blevet udstyret med sommeroutfit a la fodbold EM 1984 - man er vel en boldnørd (altså moderen) og ser frem til de næste uger i Sydafrika. Ældsten har fået en kæmpe bule i panden. Det er hårdt at være børnehavebarn og kravle op op op. What comes up, must come down. Vi har grillet i timevis og spist udenfor i vejret. Drengene elsker det og moderen sukker af fryd ved tanken om den mindre oprydning bagefter. Fliserne suger så godt, når yngsten øver sig på selv at drikke af kop. Farmand har fået assistance til græsslåningen fra medlemmerne af hans fanklub. Der findes vist ikke nogen bedre end far. Hvad enten man er 1, 3 eller 31.
Jeg har været på rabarberjagt i svigerfars have og har hjembragt tynde, røde stængler lige til at koge til marmelade, relish, chutney. Glæder mig allerede. Jeg har pakket gaver ind i bunkevis til søsters fødselsdag senere i dag. Tøsepink er lige sagen. Selvom tøsen bliver 29. Juni er god - I kan selv være med til at gøre den endnu bedre.

1 kommentar:

  1. det er nogle flotte collager! Hvordan har du lavet den med rabarberne?

    SvarSlet