Endelig har vi fået, hvad vi har sukket efter. Varme, sommer og sol. Og så lige samtidig med skolernes sommerferie. Kan man forlange mere?? Jeg har snittet bukser til ældsten her til aften. Af en eller anden grund er de tykke joggingfavoritter fra Hummel for varme i disse dage, hvem der forstår det. Nye bukser er gode - og ekstremt svære at fange ordentligt med kameraet. Men hey, I forstår meningen.

Skønne unger i vejret har vi også. Der er nu ikke noget som kiks i teltet på en sommerdag, når man er 1 og 3 og verden er helt ny og åben.

Glæder mig til i morgen!

I morgen skal jeg være sammen med min gode veninde - med mænd og børn og det hele. Så jeg har været ved at lave en værtindegave. Lækre cookies med nødder og store stykker chokolade. Er vild med værtindegaver, praktiserer gerne selv den hjemmelavede slags. Bliver så glad når nogle af tænkt på mig. Forsøger selv at huske at tænke tilbage igen. Disse kager er særligt gode til en kop iskold mælk. Derfor passer de godt til min veninde. Jeg kan godt selv lide at modtage ting, som der er lagt tid og kærlighed og tanke i. Hvilke værtindegaver er dine favoritter??

Her hos Maria faldt jeg for noget tid siden over en idé til at lave portrætmaleri med fedtfarve og ecoline. Denne idé tog jeg til mig og præsenterede min 5. klasse for. De har haft det supersjovt, mens de har arbejdet med billederne og nu - lige før sidste skoledag - er de så blevet færdige og blevet udstillet.

Nåede på falderebet at få taget billeder af værkerne - de blevet desværre ikke så gode, altså mine billeder, men derfor skal I selvfølgelig se portrætterne alligevel. De er blevet bare så gode.

Sommer

Kom tidligere i dag til at tænke på denne lille blomst. Den kan ikke rigtig måle sig med det blomsterflor som rhododendron smykker sig med i maj og juni, ej heller med det farvespil, som har prydet de nu visne tulipaner i min have.
Men den kan fortælle en historie. Om barndom og om sommer. Mine bedsteforældre havde den i deres store landhave - den var i hvert fald stor for en lille pige, som sagtens kunne gemme sig mellem buske og træer allerbagerst, som nemt kunne hoppe fra halmballe til halmballe på høloftet, og for hvem traktorkørsel bag morfars stærke ryg var indbegrebet af tryghed.

Løjtnanshjerte eller Dicentra Spectabilis - nyd den.

Samler trådene og binder knuder

Så nærmer slutningen sig. På dette skoleår - og på flere strikkeprojekter. Jeg samler trådene og binder knuder på det hele. Forsøger at skabe overblik, komme til bunds, fremad, videre.

Jeg har afsluttet to karklude. Den ene strikket, den anden hæklet i grannystribes. Kan godt lide at have sådan nogle små ting at nørkle med. De er nemmere at gå fra og til end store indviklede ting, hvor der skal tælles og samles og tages ind og ud igen. Hver ting til sin tid.

Har i dag været på biblioteket med drenge. Sjovt nok så endte de med at lege lige klods op af hylderne med kreabøger. Så jeg har slæbt hjem i stakkevis. Ikke fordi jeg nogensinde regner med at komme i gang med ret meget af det, men man har vel lov at drømme???

Dessert

Sidder her en ganske almindelig mandag aften og får lyst til at lave dessert. Altså dessert i betydningen noget andet end trefarvet is og chokoladesovs. Lige nu tænker jeg noget i retning af blødende chokoladekage med bær og is, ananas cappacio med myntesukker og is, hjemmelavet chokoladeis, pavlova med marcipan og bær. Uhmmm. Hvad kunne du godt spise lige nu?

Sundt. Det skulle være så sundt. At træne altså. Og efter sigende skulle Zumba så være in i disse tider. Jeg er egentlig sjældent sådan særligt in med noget som helst, men sommetider kan man jo godt i det mindste forsøge at være ung med de unge. Jeg har endda læste Twilight-sagaen, jo, kom ikke her da. Og nu kom tiden så til Zumba. Afsted med mig iført 3/4 lange løbetights, tre numre for små fitness-sko, svedtransporterende t-shirt og en vandflaske tyvstjålet fra ham, der lige meget hvor elendig jeg er, altid har flere skader end jeg. Mænd altså.
Første møde med Zumba er så en klassisk svedlugtende, skrækindjagende håndboldhal, som sender mareridtsagtige flashbacks gennem min hjerne, mens billeder af bomøvelser, lilla gymnastikdragt med flæser og en lektor Blomme-inspireret gynmastiklærer passerer for mit indre blik. Overvejer at sprinte storskrigende ud derfra - en ganske håbløs mission dog, da mine fødder har taget vand ind og det dermed kræver en skærebrænder at komme ud af de der sko.
Følger mit traditionelle mønster når det kommer til fysisk udfoldelse i grupper og placerer mit meget lidt fitnessramte korpus i yderste klitrække så langt nede bagved at jeg trods alt kan se, hvad jeg skal forestille at lave. Frygter allerede alt for mange øvelse og legemesdele, som skal koordineres på en gang. Det er min motorik bare ikke udviklet til. Har heldigvis søster med som uundværlig moralsk opbakning, også nødvendigt med én til at ringe til Kranringen, når resterne af mig skal slæbes ud derfra. Snart indtræder et styk instruktør, en meget mørk herre af udpræget anden etnisk baggrund end dansk som får mig til at følge mig maddikehvid og i stand til at styre min egen krop nogenlunde lige så meget som Pinnochio.
Den næste time skal der så trænes. Patrick Swayze-klonen vrider sig i stillinger og kombinationer som vi andre forgæves forsøger at følge med til. Det knager og brager i led og muskler - jeg burde være 85, have blåt hår og spise kærnemælkssuppe så stiv og ukontrolleret jeg formår at bevæge mig. Men hey, det er sku da sjovt. Især at se på alle de andre, som til min store altoverskyggende trøst ikke er svært meget bedre end jeg selv. Pludselig konstaterer dansedukken at timen er slut. Som de dygtige og velopdrage deltagere vi nu engang er, klapper vi høfligt og nærmest i takt, og jeg konstaterer at blodet stadig pulser i mine årer, og at jeg mod al forventning stadig er oprejst. Survival of the fattest.
Sidder nu og overvejer, om denne oplevelse den kommende tid vil traumatisere mig og indgå i den tidligere nævnte kavalkade af meget lidt vellykkede erfaringer fra håndboldhaller. Eller om jeg med årene er blevet mere afbalanceret, mere zen-agtig, mere i total overskudsagtig harmoni og kan ride på bølgen og tage det med ophøjet ro. Jeg tror bare lige jeg lader spørgsmålet hænge lidt i luften til fælles forundring og forvirring.

God søndag herfra. Zumbaaaaaaaa!

Overvejer at gå over i et hjørne og skrige. Højt, længe og grimt. Jeg går åbenbart rundt med et enormt "Pil gerne ved mig"-skilt på ryggen. Et skilt jeg endnu ikke selv har opdaget. Men hey, så er det da godt andre kan hjælpe mig. Eller hvad??
Forklaring følger:
Tre gange indenfor de seneste fjorten dage er jeg blevet plukket i håret som en anden abe af det, jeg faktisk normalt anser som relativt fornuftige voksne mennesker. En pædagog i ældstens børnehave, en ældre mandlig kollega og en forældre til en af mine elever. Umiddelbart synes jeg ikke jeg render rundt med en stor rød bavianrøv, men jeg kan jo tage fejl. Hvad finder folk så i mit hår?? Havregrød, såmænd. Halvt stivnet, klattet havregrød. Sirligt står de og piller det ud. Ret svært når det på uforklaring vis har lagt sig ovenpå voksen, som skal forsøge at forhindre mit hår i at ligne Michael Jacksons dengang han var barn.
Ja, jeg VED godt at jeg nærmest ikke har været ren i tre år eller mere. Kommer jævnligt afsted med størknet snot på jakken, tandpasta i knæhaserne eller pizza-klørfem på det ene lår. Jeg VED godt at mine øjenbryn er så lange og pjuskede, at selv Mogens Glistrup ville have været stolt. Mit tøj ligner et udsnit af gadebilledet i en hvilken som helst mindre østeuropæisk provinsby og mit super-overskuds-mor-gen strækker sig til at bestikke Spilopperne i børnehaven med saltstænger og popcorn til den årlige børnefest. Med en totalt vattet følelse af middelmådighed kan jeg konstatere, at jeg ikke deltager i den obligatoriske arbejdslørdag. Ja, jeg er en af DEN SLAGS forældre. Jeg formår det simpelthen ikke. Men jeg er hammergod til at købe saltstænger og popcorn.Og bage pladekage.
Sociale sammenhænge skræmmer livet af mig. Hver gang jeg træder ind i et rum med en større forsamling ukendte ansigter, kan jeg prompte mærke de bedømmende blikke som falder på mig. Bryster så lange, at de burde bindes i et råbåndsknob i nakken, en røv så bred, at Norges-færgen overvejer at lægge til i revnen, en under tøjet baconstribet fødedelle som meget lidt elegangt vibrerer urytmisk ved hver bevægelse. Hvornår skal vi have noget melodi grand prix?, bræger jeg inden længe og vrider mit korpus i et Gry'sk rejehop. Tjek lige hende særlingen.
Den anden dag oplevede jeg enhver kvindes mareridt. At komme til en fest, hvor der snart træder én ind af døren i totalt samme outfit som mig selv. Og selvfølgelig skulle det nærmest lige være en 20 årig, 30 kilo tyndere medicinstuderende som burde klaskes på forsiden af fransk Vogue for at ligne en darling doll. Sikke noget smart tøj, grynter jeg i et plat forsøg på at virke overskudsagtig. Følte mig lige så spændende som en Marie kiks i en foodprocesser. Så meget for tre minutters følen sig lækker.
I aften står aftensmaden på rester til manden. Og kogt svin i tarm til sønnerne.
Jeg skal ud at løbe.

LilleLyn

Må da også hellere lige vise model-yngsten frem. Dejlige drengebarn, altså.

En husmoders bekendelser

Er blevet færdig med denne überlækre sweater i det blødeste naturuld - har faktisk været så glad for at lave den og for resultatet også, at jeg har købt garn til at lave en til min egen yngste. LilleLyn-strik vil jeg også gerne putte mine egne børn i. Og så fik jeg jo endelig chancen for at få sat mit nye navnemærke på. Jeg er nu lidt glad for det.

Den anden dag faldt jeg over nogle lækre hæklerier hos Wenche Tusindfryd - de måtte bare prøves, så nu er jeg gået i gang. Her er så min version af de berømte grannystripes, satser på at det bliver en karklud eller nåwet i den stil. Starter i det små, det holder min tålmodighed bedst til.

Weeehheeee

Jeg har fået navnemærker. En skør lille ting, men bare så fine, synes jeg. Så når der fra nu af kommer strik rundt i landet fra LilleLyn, så har jeg sat mit helt eget mærke på det. Elsker de små detaler. Billeder kommer senere, når jeg er færdig med at pimpe den strikkede karklud, jeg har gang i.

Helt igennem mærkelig.

Jeg er afhængig. Det indrømmer jeg. Jeg må have et skud. Hver dag. Flere gange om dagen. Jeg nyder at åbne den, nyder den måde hvorpå den lille knap giver bare en anelse modstand, når jeg trykker på den. Så slipper jeg. Derefter ventes i næsten åndeløs spænding. Tiden står faktisk næsten en lille smule stille i det øjeblik. Når de første tegn danser frem for mine øjne, suger jeg langsomt luft ind gennem næsten og sukker lydløst. Skuldrene falder på plads. Spændingerne i nakken løsnes. Og i et splitsekund åbner min verden sig.
Jeg kan gøre det om morgenen nærmest sovende. Før kaffe til manden, havregrød til ungerne og bad til mor. Må bare ha´. Kan ikke undvære. Jeg bliver tvær og sur og gammelkonegnaven, hvis ikke jeg får. Afhængig jo.
Jeg kan gøre det midt i aftensmaden. Den står lige ved siden af kogepladerne. Så selvom jeg i bedste Morten Korch-stil har defineret mig selv som den rene Marie med nybagte boller, hønserøv og fruefigur, så kan jeg være med. Være på. Og det er jeg næsten altid. Også når jeg ikke er der.
Men bedst er det nu om aftenen. Med dankortet ved siden af. Læg i kurven, opdatér kurv, gå til betaling. Vælg betalingsform....4653....kan tallene i hovedet. Aaahhh fryd.
Helt igennem mærkelig. Hvorfor?? Jeg lægger ikke skjul på min last, på min afhængighed. Jeg elsker min computer, endnu mere elsker jeg internettet. Elsker at surfe, shoppe, blogge. Være på diverse fora, læse, lytte, lære. I min omgangskreds er jeg en ganske særlig race. Der findes kun ganske få som mig. Men er det mig, den er gal med eller de andre?? Sommetider tror jeg, at jeg ved hvordan det må føles at være sibirisk tiger. Hvid, vel at mærke.
Men altså, jeg kan jo godt undvære. Det er jo ikke fordi jeg gør det hele tiden. Jeg kan stoppe hvad dag det skal være, a´mar halshug. Eller nowet.
Er du også helt igennem mærkelig??

Alt har sin tid

Juni slår sine folder i fuld flor - især aftenerne er så skønne at jeg glædes helt ind i mit inderste. Når solen står lavt over træerne, markernes farver spiller i alle nuancer af rapsgul og grøn. Så fuld af liv og håb og drømme. Så er livet godt.

Hos os har det været tid til forandring. Vi har sagt farvel til vores gamle og højtelskede blå Fiat Punto - som et kært medlem af familien har den været med da vi var unge og studerende i Aalborg, da vi havde fået vores første faste jobs med lønseddel og pension og det hele, og boede i "overgangslejlighed" i Herning. Og den var også med, da vi kiggede på grund, byggede hus og planlagde bryllup. Ja, selv da vi var blevet godt etableret i Kibæk, ventede ældsten og senere yngsten var Lille Blå med. Godt nok assisteret af næsten lige så gammel grøn Familien Danmark-bil, men alligevel. Den var med. Men nu er det slut. Alt har sin tid, og tiden er nu løbet ud for den. R.I.P Lille Blå.

Det er blevet sommer. Yngsten er blevet udstyret med sommeroutfit a la fodbold EM 1984 - man er vel en boldnørd (altså moderen) og ser frem til de næste uger i Sydafrika. Ældsten har fået en kæmpe bule i panden. Det er hårdt at være børnehavebarn og kravle op op op. What comes up, must come down. Vi har grillet i timevis og spist udenfor i vejret. Drengene elsker det og moderen sukker af fryd ved tanken om den mindre oprydning bagefter. Fliserne suger så godt, når yngsten øver sig på selv at drikke af kop. Farmand har fået assistance til græsslåningen fra medlemmerne af hans fanklub. Der findes vist ikke nogen bedre end far. Hvad enten man er 1, 3 eller 31.
Jeg har været på rabarberjagt i svigerfars have og har hjembragt tynde, røde stængler lige til at koge til marmelade, relish, chutney. Glæder mig allerede. Jeg har pakket gaver ind i bunkevis til søsters fødselsdag senere i dag. Tøsepink er lige sagen. Selvom tøsen bliver 29. Juni er god - I kan selv være med til at gøre den endnu bedre.

Stilhed

Huset er helt fyldt af stilhed. Ikke en lyd nogle steder fra. Solen skinner fra en forårsblå junihimmel og halvdelen af haven er allerede solbeskinnet og den sidste dug forsvundet. Manden er kørt i institution med ældsten og yngsten, morfars trailer og familien Danmark-bilen. Sådan er det, når det er Store Koordinationsdag. Og nu sidder jeg så her. Med min havregrød i skålen og gåsehud på armene - bare fordi jeg er for doven til at hente en trøje. Nyder bare øjeblikket og tænker på dagen forude. Om et kvarter går startskuddet. Så ser man mig cykle afsted til skole med tasken på ryggen og vinden i håret. Mette 7 år - plus det løse.
Min mormor ville have haft fødselsdag i dag, men selvom det efterhånden er ni år siden vi mistede hende, sender jeg alligevel en tanke til himlen i dag. Selvom hun ikke er her mere, er hun alligevel en del af min historie, min baggrund. Hun er "kvinden bag" min mor - og min mor er "kvinden bag" mig. Sådan indfældes vi i årenes gang og trækker bånd gennem generationer. Så tillykke med fødselsdagen, mormor - sikke et smukt vejr, du har givet os.
Jeg ønsker jer alle en dejlig 1. juni - det er NU sommeren starter.