søndag den 28. november 2010

Ikke så skidt......



Er på fjerdedagen nedlagt med den ondeste betændelse i ører og bihuler. I dag har behovet dog været der for at lave noget andet end bare ligge og have ondt af mig selv. Har hæklet nogle små blomster som jeg skal bruge til et julehyggegaveprojekt som jeg er med i. Men mere om det senere. Hækle kan jeg gøre liggende så det er ikke helt skidt. Håber dog at være på toppen snarest da der ikke er meget jul over matriklen, når jeg ligger her. Mon fire fødselsdagslys i en banan kan kaldes en adventskrans? God første søndag i advent til jer alle derude.
Published with Blogger-droid v1.6.5

søndag den 14. november 2010

Topmålet af hyggelighed.

Findes der næsten noget mere hyggeligt end at kigge på de knitrende flammer i grillen på en mørk og kold novemberaften? Forude venter bagte rodfrugter i tern og dry rub mørbrad med fyld af hvidløg, pesto og mozarella.
Published with Blogger-droid v1.6.3

søndag den 24. oktober 2010

Søndagshygge.

Udenfor siler regnen ned og vinden hyler om hushjørnerne. Men indenfor er der lunt og godt. Med æbleskiver og lygtemænd. God søndag.
Published with Blogger-droid v1.6.3

tirsdag den 19. oktober 2010

Hvem har taget mine tænder?

Suk. Jeg er ved at være gammel. Ikke længere bare ældre end dem på femten men sådan rigtig voksen-gammel. Det huer mig ikke. På jobbet bliver jeg meget ofte tiltalt som Fru L. Hvorefter jeg vender mig om og forventer at se min mor. Eller farmor. Det er jo ikke MIG, der er Fru L, vel? Det er det jo ikke. Fru L er jo en dame, jeg er bare mig. Men en ting er hvad jeg bilder mig selv ind, noget andet er de kolde facts. Og de er ikke til at tage fejl af. Mine brysters flugt over plankeværket er efterhånden en offentlig hemmelighed i blogland. Og resten af kroppen lader dem ikke noget tilbage. Om natten når jeg skal op og tisse, er mine ben så stive at jeg vralter som en vingeskudt høne. Røven bagud, kroppen foroverbøjet for ikke at vælte. Og benene bøjes IKKE. De forsøger skræmte at følge med kroppen, der bare vælter fremad i en totalt ukontrolleret udgave af Vild med Dans. Og jeg ser mig selv overveje et håndtag ved siden af toilettet, så jeg har noget at hænge i, når jeg glemmer at gå i seng. Mine arme er lige så slatne som min rygrad, de er tre dage om at komme sig efter fysisk arbejde og inden længe vinker det tynde dalreflæsk kontra, når jeg bevæger hænderne for hurtigt. Mon vandglasset på bordet i badeværelset rent faktisk er tiltænkt mine tænder? I byens butikker hører jeg mig selv brokke mig, hvis ikke jeg bliver behandlet med respekt. Og gentagne gange har jeg meddelt, at dit og dat er jeg blevet for gammel til. Jeg ryster sippet på hovedet af teenagerne og deres "ai altså helt seriøst ikk, han er så fucking naiz" og bræger "få da noget tøj på, så du ikke får blærebetændelse, bette pige." Fru L, here I come. Fødedellen aka nederste flæskestribede mave vibrerer faretruende ved hver bevægelse, når den ikke bliver holdt inde af jordens mest antisexede stykke beklædning. Et kropskondom fra midt på lårerne til lige under brysterne. Når de altså først lige er blevet hevet op og bundet i et råbåndsknob i nakken. Stramme ind og stramme op får mig til at føle mig som en medister i naturtarm, og jeg vrider mig som kløede min hæmoride, når nogen forsøger at lægge armen om livet på mig. Der er squ ikke meget babyblød hud ved sådan en stivert. Men hey, jeg slipper da for slidmærker mellem lårene i varmt vejr. At jeg så stinker som en selvdød hyæne er så en anden side af sagen. Suk altså. Hvad sker der, når jeg runder 80, hvis jeg allerede er gammel i en alder af 31?

mandag den 18. oktober 2010

Efterårsferie.

Har lige startet grillen op. Der er nu noget over at grille i silende regnvejr. Aftenens menu står på krydret kalvetykkam, grillet pebercreme og fattoush. Masser af hvidløg, persille, spidskommen, paprika og chili. Og selvfølgelig olivenolie og citron, salt og peber. Det dufter næsten af sommer her den første dag i efterårsferien.
Published with Blogger-droid v1.6.3

torsdag den 14. oktober 2010

En mudderhjernes bekendelser

Hun var godt nok ikke særlig lækkerfræk, orken som gloede tvært tilbage på mig i spejlet i morges med søvn i øjnene og striber fra lagenet tydeligt aftegnet på kinderne. Lige væltet direkte ud af sengen. Langt fra af egen fri vilje. Totalt paralyseret parerende ordre fra husterroristerne iført Spiderman hue og Byggemand Bob-ble. Rigtig ringe ble, btw. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været noget, der bare minder lidt om lækkerfræk. Med mindre afbleget nattøj, kønsbehåring i vild flugt væk fra trussekanten og appelsinhud strøet med let hånd over lårene anses som attraktivt nu til dags. Jeg tror det ikke. Trænger altså også til at få trimmet de næsehår.
Du ser godt nok sur ud i dag, konstaterer en kollega med lige så meget social forståelse som Sidney Lee på et plejehjem. Jeg tørrer søvnen ud af øjnene og laver knibeøvelser i et rasende tempo, klemmer ballerne sammen og trækker maverne ind. Og op - og folder dem usynligt på midten - motion er sundt og giver energi, bilder jeg mig selv ind at jeg har læst et sted. Jeg forsøger i ny og næ at stikke hjernen op over søvntågerne, men det eneste jeg hører er en konstant summen bla bla bla. Takker mig selv for lange støvler, da jeg resigneret konstaterer at strømperne ikke lige har samme farve og at den hvide plet under knæet nærmere er tandpasta end kridt. Tror squ ikke jeg har været ren i tre år. Gylp, snot og smørfingre er min tro følgesvend og afstanden fra spaghetti bolognese-indsmurt outdated mutti til lækkerfræk forførerske i blonder og lederhosen virker uendelig lang. Men vi bor pænt. På afstand. Lang afstand.
Om natten er jeg fyld i en børnesandwich. Den ene ligger ovenpå mig og savler mig ind i øret. Den anden ligger klinet ind i min behårede armhule, totalt bedøvet af stanken fra den halvrådne gnu, som har slået lejr der, mens han med jævne mellemrum øver knockout på min milt. Så ved man godt nok, man er blevet mor.
Helt ærligt, så virker det til tider som en håbløs gerning at komme ud af det sammensurium af pligter og hverdag, som karakteriserer børnenettes fintmaskede spind. Gud fader, jeg elsker de børn af hele mit hjerte, men hvor ville jeg da ønske at de hylede noget mindre. Måske er der en grund til, at jeg åbenbart ser sur ud. Mon knibeøvelserne helt ubevidst også har omfattet min mund som er blevet forvandlet til en regulær hønserøv. Orken lever i bedste velgående. Lille frøken lækkerfræk lamsebamse er blevet ædt af gråslidte trevlende bomuldstrusser og piglignende hår på benene. Der er squ ikke noget at sige til, at orken sommmetider er tvær.

søndag den 10. oktober 2010

Hvem gider hjælpe med mig med at hive brysterne frem fra armhulerne.

Det går tilbage for mig. Ikke bare lidt. Det går meget tilbage, RIGTIG meget. Det er lørdag aften og jeg keder mig, så det driver. Manden sidder henslængt i herrestolen ved siden af fordybet i en *nu*kommer*vi*og*smadrer*jer*med*store*maskuline*våben-film. Jeg flyder i sofaen med computeren på skødet, indtil flere ufærdige strikketøj omkring mig, mens jeg cruiser lidt rundt på sædet i forsøget på at undgå af få en strikkepind op mellem ballerne. Ryggen knaser som en grussti i regnvejr, jeg gnider øjnene og får sorte streger på fingrene, mens ansigtet skrider i retning af en hærget panda, jeg har mens og klemmer benene sammen om noget, der føles som en middelstor engelsk bøf. Det er lørdag for fanden og jeg er allerede iført nattøj og uldne tænder. Mens jeg så sidder her, kommer jeg til at kigge ned af mig selv. Noget mangler. En gang var det noget af det første jeg fik øje på, når jeg kiggede ned af mig selv. Og nu er det væk. Forsvundet. Og det eneste jeg har tilbage er minderne. Overvejer et kort øjeblik at melde mig til "Sporløs", men i samme sekund dukker noget op i den ydre vinkel af mit synsfelt. Og der er de squ. Mine bryster. De har taget flugten i hver deres retning og har nu slået lejr under dingleflæsket i mine armhuler. Ikke at jeg ikke forstår dem. Der er lunt, noget blødt langhåret at ligge på og vel egentligt forholdsvist komfortabelt. Men ville faktisk gerne have dem tilbage igen. Ikke nødvendigvis i Amalie-bungy-junk-style, men bare lige så de atter skjuler det direkte udsyn til fødedellen. Er det så meget at forlange her i livet?
Men back on track - har haft en alt for heftig uge. Det er lørdag, og jeg har lige knækket en negl.

fredag den 8. oktober 2010

Man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne bage en pulverkage.

Der mangler en bog i verdenslitteraturen. Den bør stå et sted mellem Biblen og Shakespeares samlede. En håndbog til kvinder - om at navigere i en hverdag, hvor man uhæmmet bestikker sig til syndsforladelse i børnehaven efter endnu engang at være udeblevet fra arbejdslørdag og hvor man desperat ringer til sin mor, når ungen kræver brun kødsovs til aftensmad, og man ikke magter at lave noget, som ikke indeholder hakkede tomater på dåse. Hvor ens barn er den eneste i hele institutionen, som endnu ikke har fået sin sommerferiebog med, mens kalenderen bræger oktober, hvor man jævnligt mindes om begrebet "skærpet indberetningspligt", når ens yngste konstant taler om mad. og hvor man stædigt holder fast i at de grå tindinger er pigmentfejl og ikke alderen, der bider én i det laskede stykke nederst på ballen.
Jeg kom for sent på kursus den anden dag. Den var gal allerede da jeg kørte fra skole og kunne konstatere, at manden ville have ret svært ved at hente ungerne, når jeg havde bilen. Trods det faktum at manden har arbejdet samme sted i snart fire år, så lykkes det mig stadig at fare vild på vejen for at bytte bil og tiden går. Overskuddet bliver ikke større, da det så viser sig, at bilen jeg overtager er løbet tør for benzin. Tik tak, tik tak.
Om 400 meter drej til højre og fortsæt ligeud af grusstien.
Uden mad og drikke bla bla bla, siger de kloge. Hvad gør man så, når det eneste ens yngste gider spise til morgenmad, er det moderen netop har øst op til sig selv? Når det rugbrød, man satsede på lå i køleskabet på jobbet er blevet spist, så man må nøjes med leverpostej på agurk?? Og når ældsten vil have have hotdogs til aften og foredraget om kostpyramiden og vigtigheden af korrekt ernæring flyver direkte hen over knolden på den 4-årige? Tag tredje vej ud af rundkørslen og hold tilbage for lavtgående flytrafik.
En kvart rugbrød med ost, et stykke Othellolagkage, en kold øl og en bid svineaffald i naturtarm. Det blå under øjnene matcher efterårets jeansmode. Brysterne er lige så slatne og uden indhold som Folketingets åbningsdebat. Læg ikke dit hoved mod min kind, mit overskæg kradser.
Og nej, jeg er ikke fuld. For jeg kan ikke holde mig vågen længe nok til at blive det.

Over and out.

mandag den 13. september 2010

Uldtid

Regnen, blæsten og de kølige morgener er over os. Tidligt ja, men ikke desto mindre sandt. Hos os betyder det uldtid. Jeg har købt garn til nogle af efterårets projekter, ligenu er det LilleLyn-veste i uld, sokker, babyfutter og hjelme, og yngstens uldbodyer er taget i brug til nat. Glæder mig til at han skal i sin allerdejligste uldnatdragt fra Engel, der bare er så skøn, at jeg ville ønske, den fandtes i størrelse voksen. Men ellers er efteråret nu ikke min kop the. Jo, de skønne lyse dage, hvor hele verden stråler af farver, men ellers går det hele mest op i vandpytter og snotnæser. Og snotnæser og hoste er noget af det værste jeg ved. Derfor er det allerede nu uldtid.

søndag den 12. september 2010

Mad, mad og mere mad

Denne blog handler mere og mere om mad. Og dette indlæg er ingen undtagelse. I fredags flyttede en kvart temmelig død økokalv ind i vores fryser. Aldrig har jeg set så meget kød på et steg, stege, kødstykker og hakket i en pærevælling. Sikke en oplevelse det bliver at finde ud af, hvad jeg skal gøre med det. I går var det ældstens fødselsdag, og der skulle vi selvfølgelig smage på herlighederne. Så menuen blev engelske bøffer med små bagte kartofler, syg rødvinssovs, grøn salat og italiensk basilikumbrød.

Desserten er et kapitel for sig selv. Amerikansk æbletærte så fuglene synger. Jeg har eksperimenteret med masser af disse tærter, men vender konstant tilbage til denne. Den er supernem, kan næsten forberedes i forvejen og så slår den aldrig fejl. Og med lidt god vanilieis til, så er det ikke til at stå for.


søndag den 5. september 2010

Måske verdens bedste chokoladeis

Og så er den hjemmelavet.
Jeg har lavet is for første gang. Den var decideret fremragende. Faktisk så fremragende at jeg ikke har et billede af den, da al isen var blevet spist inden jeg fik kameraet frem. Men en opskrift skal I have. Lækker, nem at gå til og i disse slanketider frygteligt fyldt med fløde.

4 past. æggeblommer
75 gr. flormelis
125 gr. kogechokolade (jeg pimpede isen med hakket chokolade også)
½ l. piskefløde

Æggeblommerne røres hvide sammen med flormelis med en håndmixer. Chokoladen smeltes forsigtigt over vandbad og afkøles let, blandes derefter med æggemassen. Fløden piskes til skum og vendes forsigtigt i blandingen lidt af gangen. Når massen er ensartet, puttes den i en skål som tåler en tur i fryseren og dækkes med staniol. 4-5 gange med tyve minutters mellemrum skrabes det frosne is væk fra kanten af skålen, og isen røres let igennem med en ske. Sidste gang dette gøres hældes isen i den endelige form og fryses i 5-6 timer.
Tages op ti minutter før den skal spises, så bliver den lækker cremet.

mandag den 30. august 2010


Jeg har været længe væk. Alt for længe. Livet har haft fat i mig de seneste uger på både godt og ondt, der har været tårer og latter, liv og dø, smerte og det sødeste søde i et forvirret sammensurium. Men nu er der forhåbentlig ro på.

Jeg har savnet bloggen her mere end jeg egentlig havde troet jeg ville. Ord, sætninger, tekster i mit hoved har manglet et sted at gå hen. De hører jo til her. Og snart er jeg tilbage.

Lidt skal I dog have fra mig nu. En opskrift på den ultimative synd. Den lækreste, mest svampede, bløde, smelte-på-tungen-agtige chokoladekage jeg kender. I weekenden blev den brugt til at lave McQueen-kage til sønnike og fætterens fælles fødselsdag lagt sammen med endnu mere syndig chokoladecreme. En festdrøm for både børn og voksne. Og opskriften kommer her. Så nem at det næsten burde forbydes.

600 gr. mel
600 gr. sukker
1 l. kærnemælk
3 tsk. natron
6 spsk. bagekakao
1½ dl. olie
Ingredienserne røres sammen i en stor skål, jeg brugte røremaskinen, men knofedt og håndkraft er fuldt ud lige så godt. Bages ca. 35 min i en 200 grader varm ovn.

søndag den 15. august 2010

Det blødeste bløde

Så blev mit tæppe færdigt. En uges tid tog det, og det er bare så lækkert at man ærges over, at det vil tage hundrede år at lave det i en størrelse voksen.


Nu må vi bare håbe, at den lille gut og hans forældre bliver glade for det - jeg synes der er noget ganske særligt over at give hjemmelavede gaver til nye små.



mandag den 9. august 2010

En af de grønne


Det er højsæson for spidskål, så her får I en af de små gode grønne. Super som tilbehør til krydrede kødretter.

150 gr. finthakket spidskål
1 fed revet hvidløg
5-10 gr. god olie
1 tsk. salt - gerne Læsøsalt eller anden havsalt

Ingredienserne til dressingen blandes og hældes over den fintsnittede kål. Trækker i køleskabet i fem minutter før salaten serveres.

søndag den 8. august 2010

Guld på pinde

Må altså bare lige vise jer tæppet og de skønne garner dertil. Opskriften findes som bekendt lige her.
Fem forskellige blå nuancer i det blødeste babyuld. Er vild med det norske navn helseteppe. Giver lune og tryghed og helse til nye små i kolde tider.

Har forresten også helt glemt at vise jer det guld, vi har fundet på svigermors loft. To sweatre strikket af mine drenges oldemor engang i slutningen af 70´erne eller starten af 80'erne. En til min mand og en til hans storebror. Den mindste trøje er stadig for stor til vores mindste, men næste vinter tror jeg, at jeg har retrodrenge i topklasse.

Så langt så godt i forhold til at gøre ting færdige, jeg er gået i gang med. Strikker på en trøje til ældsten, men så var det jo jeg faldt over tæppet jeg viste den anden dag. Og nu - efter indkøb af 10 nøgler blød babyuld - er jeg i gang med det dejligste, fineste babytæppe. Nøøøj, hvor jeg glæder mig til det er helt færdigt og til at give det til min veninde og hendes nye søn. Når han kommer.

fredag den 6. august 2010

Nærmest lidt forelsket

Jeg strikker som en vanvittig i disse dage. Fordi jeg sådan har savnet det i ferien, og fordi jeg nyder at se ting forme sig og komme "til live". Men nu er der opstået et mindre problem. Jeg har forelsket mig i et stykke strikketøj - og det er IKKE det, jeg er i gang med.
Prøv lige at se her , skønne, skønne tæppe på en endnu skønnere hjemmeside.


Jeg kunne lige se det i forskellige blå nuancer blandet med hvid, sand og lys brun. Hvem der bare have sådan en lille trold at strikke til. Måske min veninde, der kan føde søn nummer to lige hvornår det skal være??

tirsdag den 3. august 2010

Skååååål

Nogle samler på frimærker, andre på glansbilleder, sko eller dvd'er. Jeg samler så på skåle. Men ikke en hvilken som helst skål. Det SKAL være Margrethe-skåle. Lige nu er min samling forholdsvis beskeden. Hvilket nok skyldes at sønnike 1 & 2 igennem årene har praktiseret en mindre massakre on and off, og at min samling derved varierer kraftigt i antal og størrelse. Men nu er der kommet to nye til. Små og søde. Denne gang i trendy neonfarver, som giver de klassiske sorte noget liv.


Min mor har to i orange og græsgrøn - min svigermor havde en i en kaki-grøn-brun nuance indtil vi overtog den. Og den knækkede. Det var dog i før-børn-tiden. Jeg er vild med det klassiske design som ikke har forandret sig i årtier, kan lide den fine klang, når man pisker i den og elsker, at den har bare lidt mere substans og vægt at arbejde med.

Her til aften blev der serveret kold ærtesovs med hvidløg og citron samt årets første kartoffelhøst fra haven i dem. Se det er klasse.

BONUSINFO:

Opskrift på kold ærtesovs:

Små fine ærter (friske eller optøede fra frost)
Hvidløg efter smag.
Citronsaft, salt og peber
Et mælkeprodukt af en art, jeg bruger græsk yoghurt fordi jeg er vild med konsistensen.
Ærter og hvidløg hakkes/blendes til en ensartet masse, youghurt tilsættes til konsistensen er som man ønsker, og der smages til med citron, salt og peber

søndag den 1. august 2010

Lige en ekstra ting

Hvis bloggen i disse dage ser lidt mærkelig ud i ny og næ, så skyldes det det faktum, at jeg har fået sådan en fætter her:

Skal jo lige lære kræet at kende og bloggen er det perfekte teststed. Overvejer at kalde den Dirch Passer - det er da et navn med klasse.

Så fin.

Published with Blogger-droid v1.4.8

Elsker dem alle men de blodrøde står nu mit hjerte nærmest.

Published with Blogger-droid v1.4.8

The rose

Noget af det bedste ved at komme hjem fra ferie er at trisse rundt i haven og nyde alle de små og store forandringer, der er sket mens vi har været væk. Jeg er ikke det store havetalent men roserne passer og plejer jeg stolt.

Published with Blogger-droid v1.4.8

lørdag den 24. juli 2010

Sommer

Er der noget bedre end sommer og frihed? Hvad er sommer for jer?

Published with Blogger-droid v1.4.8

tirsdag den 20. juli 2010

Den anden dag fortalte jeg om en af mine favorit sommerforkælelsesmetoder. Og nu skal lydbøgerne så lige på banen igen. De har en kæmpe fordel, som passer perfekt til mit rastløse sind. De gør, at jeg kan gøre to ting på en gang. Støvsugning, lægge tøj sammen eller ordne have bliver alt andet lige noget hyggeligere med en god historie i ørerne. Og så kan jeg strikke samtidig.

Jeg er i gang med denne monstertrøje til ældsten. Han har selv valgt farverne i butikken og er vældig stolt. Spørger flere gange om dagen om den nu er til ham og om, hvornår jeg er færdig. Lyt en bog og strik en pind. Rådet er hermed givet videre.

Skal lige vise jer disse gulerodsrugbrød jeg bagte den anden dag. Arvingerne her i huset tror af en eller anden grund, at de lider af kronisk underernæring og spiser i øjeblikket nærmest hele tiden. Så der skal noget til som fylder og gør godt. Opskriften kommer her:

50 gr. gær
5 dl. vand
1 spsk. honning eller sukker
2 spsk olie
2 tsk. salt
250 gr. revet gulerod
600 gr. rugmel
350 gr. hvedemel

Gæren opløses i fingervarmt vand og olie, honning, gulerod, rugmel og salt tilsættes. Dejen røres godt, mens der tilsættes hvedemel til dejen er smidig. Lad den hæve tildækket en time. Derefter formes dejen til små brød eller boller og efterhæver tildækket i 20 min. Bages ca. 15 min. afhængig af størrelse i en 200 grader forvarmet ovn. Når brødene lyder hule, er de færdige. Lad dem køle af på en rist. Hvis du har ekstra tid, kan du udlade halvdelen af gæren og lade dejen hæve f.eks. 5 timer.

søndag den 18. juli 2010

Selvforkælelse


Jeg husker som barn hvordan jeg nærmest hver lørdag støvsugede biblioteket for nye lydbøger, som jeg endnu ikke havde hørt. Og så hjem. Og lege og lytte. Blive helt opslugt af en anden verden, leve sig ind i den ene historie efter den anden. Det står som et af min barndoms allerklareste minder.
Og nu er jeg tilbage igen. Ipod og lydbøger - kan sommerferien blive meget bedre??

lørdag den 17. juli 2010

Juli betyder fødselsdag her hos os. Denne gang er det manden, som får et år mere på bagen. Dejligt med en anledning til at forkæle dem omkring os.


Kryddersmør med alt godt fra køleskabet. Den ene med hvidløg og purløg, den anden med chiliflager, honningdijon og chilipesto.

Skøn, skøn pavlova, der næsten er kønnere end den smager. Med brombær, hindbær og blåbær på lyserødt flødeskum og med hakkede pistacienødder.


Og så prikken over i'et. Bålet. Ind imellem verdens mest stille regn. Og regnbuen i horisonten, da solen var gået ned og træerne stod næsten sorte mod aftenhimlen. Det er svært at forevige noget så smukt.

søndag den 11. juli 2010

Den dag jeg brækkede mig på svigerfar.

Jeg er et udpræget godt menneske, det mener jeg virkelig. Sommetider sætter min hjerne bare min forstand ud af funktion, og jeg udfører handlinger, som jeg på forhånd udemærket godt ved er fuldstændig tåbelige, men af en eller anden sygelig grund, gør jeg det alligevel. Og nu har jeg så gjort det igen.
Lørdag morgen. Manden, arving 1 og 2 samt fruen i huset sidder i vores grønne Familien-Danmark-grønne Ford Mondeo på vej mod Ålborg. Det er der i og for sig ikke noget naturstridigt i. Og så alligevel er det her filmen knækker. Havde vi nu været på vej mod shopping, cafétur eller vennebesøg, så havde alt været fryd og gammen, men nej. Vi har sat kursen mod lystbådehavnen og den kommanderende stemme på gps'en beordrer os til at dreje til højre om 300 meter. Jeg er ikke det store sejlermenneske, der er ikke gået en stor 49'er gast eller guld-firer roer tabt i mig. Faktisk bliver jeg søsyg af at gå ud på en flydebro og håndvask kan i svage perioder virke meget grænsesøgende. Men jeg er jo et udpræget godt menneske. Svigerforældrene vil så gerne have besøg i deres 36 fod lange kølbåd (hey, så I lige de maritime udtryk jeg slyngede om mig der) og hankønsvæsnerne i min verden drømmer om sommerdage i de indre danske farvande i et kæmpe familiært fællesskab. Så jeg har sagt ja. Naivt, sikkert. Åndsvagt, garanteret. Selvmorderisk, nærmest. Men jeg har kastet paraderne og er taget med.
Allerede ved første møde med kræet burde jeg have set faresignalerne bøjet i neon over de dobbelte sallinghorn. (Bemærkede I det lige igen, et meget sejleragtigt udtryk - jo, man har vel læst bøger.) Mine første minutter ombord bærer præg af tsunamilignende bølger i havnebassinet, så inden længe sidder jeg på en fortøjningspæl på havnen, mens de andre gør klar til afgang. Inden længe er vi på vej ud af havnen, og jeg føler mig faktisk ovenpå. Vi tøffer afsted for motor og jeg bræger selvsikkert noget om spilere, fendere og broflag. Men marinaen i Ålborg har ét stort problem, den ligger alt for langt mod vest, hvis man som vi skal en tur op langs den nyrenoverede havnefront i øst. Broen. Eller det vil siger broerne. For der er to af dem. Først en gammel jernbanebro og dernæst selve Limfjordsbroen. Og der knækker filmen så for mig.
For man skal så også ligge i kø for at vente på at sådan en bro åbner sig. Så vi cirkler om os selv og bliver gud ved hvor mange gange passeret af den ene har-I-set-min-røvdyre-motorbåd efter den anden. Sådan nogle bastarder laver bølger. Bare IKKE fedt, når vi i forvejen drejer rundt, vel?? Og så er det min krop sætter ud. Den holder off-knappen nede de famøse 10 sekunder og lukker så ned. Ingen forbindelse, ingen kontakt. Øver mig på at lade som om jeg er helt alene i verden. Det går IKKE. Jeg kampfryser i takt med at sveden hagler af min krop. Det er absolut håbløst at holde mine sorte kendt-med-de-kendte solbriller på næsen, de sejler op ad åen i mit eget sved.
Her træder svigermor i karakter og spørger insisterende svigerfatti, hvor nærmeste kajplads er. For Mette ser ikke så frisk ud. Neeeeej guuud, istemmer min gemal. Hun er da blevet noget guacamolegrøn i roen. Men kajpladser for lystsejlere er ikke ligefrem det, der er flest af i Ålborgs industrikvarter. Så vi må improvisere og inden længe smider jeg mig i bogstavligste forstand op over en betonkaj, styrer mod skyggen af den nærmeste lagerhal og falder slatten om og stønner, at mine dage er talte. De andre diskuterer, hvad de skal gøre ved mig. På et tidspunkt sidder arving 1 ved siden af mig, som man ser trofaste hunde vogte deres døde ejere i gamle amerikanske film. Svigermekanikken har hentet havehynder og uldtæpper til mig, og ægtemanden assisterer med det han nu er bedst til: Våde vaskeklude til min pande.
På et tidspunkt hører jeg skridt ved siden af mig. Overvejer seriøst om det er Vorherre der er kommet efter mig, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være svigerfar som beordrer mig til at stå om. Jamen, så brækker jeg mig, klynker jeg. Men det er han ligeglad med. Op skal jeg, for så vil jeg få det bedre. Halvt op på den ene arm går det så galt og jeg ørler som en anden teenager i Jomfru Ane Gade. Forsøger at se, hvor meget jeg har ramt sviger og hvor meget jeg har ramt mig selv. Opgiver, da anden bølge er på vej. Dernæst får sviger mig til at flytte mig. Mest for at jeg skal slippe for at ligge i mit eget bræk. Hvilket så resulterer i, at jeg leverer en gang til. Og en gang til efter næste flytning. Derefter kommer han med servietter til at pudse næsen og forsøger at muntre mit lidt op ved at spørge til mine studiedage i Ålborg.
Jeg har meget ondt af mig selv. En ting er at være hundesyg. Noget andet er at brække sig på svigerfar. Resten af dagen forløber i en stor tømmermandsagtig tåge for mig. Får med jævne mellemrum sendt nogle mindre pæne gloser i retning af folkene omkring mig, når de forsøger at få lidt liv i mig, mens jeg egentlig bare har mest lyst til at lide i fred. Turen hjem til Herning og omegn er godt nok lang, når man ikke kan bevæge sig, ej heller dreje øjnene i ens hoved uden at skulle ørle. Længe leve Mariekiks. Jeg siger jer: Der er stor forskel på asfalt på de danske landeveje. Noget af det svupper. Og jeg ved så også, at kroppen er længe om at fordøje kebab.

onsdag den 7. juli 2010

Smag på sommeren

Sommeren bliver aldrig smukkere end nu. Der er farver, lyde og dufte overalt. Noget kan spises og smages, andet skal bare leves og nydes. Den anden dag eksperimenterede jeg med frugtsalater. En blandet citrussalat med appelsinsirup og en jordbær/vandmelosalat med feta. Begge pyntet med mynte fra haven. Selvfølgelig.


I dag har jeg haft gang i den grønne syltebog, som jeg har fået af min mor. Den indeholder "henkogte hilsner" skrevet med kuglepen. Og humor. Køleskabet dufter skønt af hyldeblomstsaft, der bare skal trække og indenfor få dage på flasker.

Og på øverste hylde står allerede sommer på glas i form af den rødeste sødeste jordbærmarmelade man overhovedet kan tænke sig. Bliver godt på nybagte boller, når vejret igen bliver mørkere.


søndag den 4. juli 2010

Sommeren begynder med Wimbledon, Sankt Hans, Tour de France og Landsskue i Herning. Sidstnævnte var en tradition med børnehaven, da jeg selv var barn og i dag er det så mig, der tager mine egne børn med derud. Nu har vi lavet vores helt egen tradition med drengenes højtelskede moster: Dyr, maskiner, madpakke og i år meget, meget varmt den første weekend i juli.

Ældsten er svært ovenpå, når det kommer til maskinerne og udbreder vidt og bredt sin viden om gyllevogne, ballepressere og grønthøstere - jo jo, man er vel en bonderøv. Men når det kommer til dyrene, så trækker han i land. De larmer, mor, klager han, når køerne brøler. Det er jo nok heller ikke jordens mest diskrete lyd.

lørdag den 3. juli 2010

Udenfor tordner og lyner det. Regnen vælter ned efter en varm, varm dag. Sommeren har haft sit jerngreb om os denne weekend. Vi har svedt, lidt og nydt. Det hele i en pære vælling. Her til aften har jeg stået i køkkenet. Med vinduet åbnet og med duften af sommerregn omkring mig. Jeg har skåret vandmelon og jordbær til en skøn salat til i morgen, blandet mango og druer og ananas og kiwi med hjemmelavet appelsinsirup. Det bliver så godt. I morgen skal der så lige pyntes med mynte fra krukkerne i haven. Ren glæde. Manden har lavet dej til boller, jeg har gjort klar til æggekagemuffins, bagt amerikanske pandekage, fundet pølser og bacon og grøntsager. Jeg håber at folk i morgen har lyst til at spise.

fredag den 2. juli 2010

Ikke som de andre

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker at kigge på mennesker, elsker at se deres valg af tøj, hår og handlemåde. På den ene side siger det en masse om dem, på den anden side ingenting. Og efterhånden er jeg kommet frem til en ting. Jeg er ikke helt som de andre er flest, når man nu bor på en mark hvor dilligencen kun kommer forbi hver tredje uge. Udvalget i børnehaven af klassiske nordiske mødre med lyst halvlangt hår, smalle hofter og udpræget veltrænet figur er stødt stigende og må jeg sige, stærkt i overtal. De medbringer kønne, lige så blonde hello kitty-lyserøde døtre og sønner iført spiderman og resten af superhelteklanen. Deres børn medbringer til legetøjsdag - og her kan jeg kun udtale mig om drengene, da ældstens stue kun består af hankønsvæsener - Bakugan, Gormiti, skydere og maskiner på hjul, på vinger og på propeller.
Og så er der sådan en som mig - vi er få, men vi er der. I øjeblikket er jeg i besiddelse af det korteste, mest strittende hår i en lad os sige ret rød nuance. Solbrillerne ville have gjort Tom Cruise og resten af hans Top Gun-crew stolt, dog uden diverse bling bling, er jeg ret sikker på. Skoene svinger mellem bubblegum-farvede sommercrocs, et bred udvalg af Angulus i diverse nuancer samt græsgrønne El Naturalista med halvhøj gummihæl. Tøjet er i en kategori for sig - følger dog sjældent den samme mode som de andre mødre. Har så dog ikke fattet hvem af os, som er outdatet. De fleste af de andre mødre er rolige og afbalancerede, venlige men distancerede, høflige, pæne og nydelige i alt hvad de siger og gør. Og så er der "min slags." Jeg larmer en del i både sind og adfærd, skræmmer dem sikkert næsten væk, når jeg åbner munden og snakker løs. Tror ikke jeg er så kompliceret endda - nærmere direkte. Jeg er egentlig ikke bange for at virke lidt åndsvag, det løb er vist kørt for længst. Og så jeg er vist ikke særlig afbalanceret, distanceret og nydelig. Men ved I hvad?? Det er også fint nok.
Og så er der mine drenge. Iført hjemmestrikkede sweatre og bukser i mors eget design kværnet igennem på den gamle Singer. Katvig, Danefæ og andet nice stuff som aldrig er nået helt herud. Til legetøjsdag medbringer ældsten......en dukke. Og han er fuldstændig romersk katolsk ligeglad med at han skiller sig ud fra de andre drenge. Jo jo, godt nok er den en Arnold Schwarzenegger look alike dukke med arme som kalkunlår og ben som husets gulvvase, men alligevel. Det rører ikke knægten. Han er mest af alt sig selv. Hviler så meget i sig selv at det er en fryd.
Her i huset er vi vist ikke som de andre. Hvem er du?

mandag den 28. juni 2010


Endelig har vi fået, hvad vi har sukket efter. Varme, sommer og sol. Og så lige samtidig med skolernes sommerferie. Kan man forlange mere?? Jeg har snittet bukser til ældsten her til aften. Af en eller anden grund er de tykke joggingfavoritter fra Hummel for varme i disse dage, hvem der forstår det. Nye bukser er gode - og ekstremt svære at fange ordentligt med kameraet. Men hey, I forstår meningen.



Skønne unger i vejret har vi også. Der er nu ikke noget som kiks i teltet på en sommerdag, når man er 1 og 3 og verden er helt ny og åben.

fredag den 25. juni 2010

Glæder mig til i morgen!

I morgen skal jeg være sammen med min gode veninde - med mænd og børn og det hele. Så jeg har været ved at lave en værtindegave. Lækre cookies med nødder og store stykker chokolade. Er vild med værtindegaver, praktiserer gerne selv den hjemmelavede slags. Bliver så glad når nogle af tænkt på mig. Forsøger selv at huske at tænke tilbage igen. Disse kager er særligt gode til en kop iskold mælk. Derfor passer de godt til min veninde. Jeg kan godt selv lide at modtage ting, som der er lagt tid og kærlighed og tanke i. Hvilke værtindegaver er dine favoritter??

torsdag den 24. juni 2010

Her hos Maria faldt jeg for noget tid siden over en idé til at lave portrætmaleri med fedtfarve og ecoline. Denne idé tog jeg til mig og præsenterede min 5. klasse for. De har haft det supersjovt, mens de har arbejdet med billederne og nu - lige før sidste skoledag - er de så blevet færdige og blevet udstillet.
Nåede på falderebet at få taget billeder af værkerne - de blevet desværre ikke så gode, altså mine billeder, men derfor skal I selvfølgelig se portrætterne alligevel. De er blevet bare så gode.

onsdag den 23. juni 2010

Sommer

Kom tidligere i dag til at tænke på denne lille blomst. Den kan ikke rigtig måle sig med det blomsterflor som rhododendron smykker sig med i maj og juni, ej heller med det farvespil, som har prydet de nu visne tulipaner i min have.
Men den kan fortælle en historie. Om barndom og om sommer. Mine bedsteforældre havde den i deres store landhave - den var i hvert fald stor for en lille pige, som sagtens kunne gemme sig mellem buske og træer allerbagerst, som nemt kunne hoppe fra halmballe til halmballe på høloftet, og for hvem traktorkørsel bag morfars stærke ryg var indbegrebet af tryghed.

Løjtnanshjerte eller Dicentra Spectabilis - nyd den.

Samler trådene og binder knuder

Så nærmer slutningen sig. På dette skoleår - og på flere strikkeprojekter. Jeg samler trådene og binder knuder på det hele. Forsøger at skabe overblik, komme til bunds, fremad, videre.

Jeg har afsluttet to karklude. Den ene strikket, den anden hæklet i grannystribes. Kan godt lide at have sådan nogle små ting at nørkle med. De er nemmere at gå fra og til end store indviklede ting, hvor der skal tælles og samles og tages ind og ud igen. Hver ting til sin tid.

tirsdag den 22. juni 2010

Har i dag været på biblioteket med drenge. Sjovt nok så endte de med at lege lige klods op af hylderne med kreabøger. Så jeg har slæbt hjem i stakkevis. Ikke fordi jeg nogensinde regner med at komme i gang med ret meget af det, men man har vel lov at drømme???

mandag den 21. juni 2010

Dessert

Sidder her en ganske almindelig mandag aften og får lyst til at lave dessert. Altså dessert i betydningen noget andet end trefarvet is og chokoladesovs. Lige nu tænker jeg noget i retning af blødende chokoladekage med bær og is, ananas cappacio med myntesukker og is, hjemmelavet chokoladeis, pavlova med marcipan og bær. Uhmmm. Hvad kunne du godt spise lige nu?

søndag den 20. juni 2010

Sundt. Det skulle være så sundt. At træne altså. Og efter sigende skulle Zumba så være in i disse tider. Jeg er egentlig sjældent sådan særligt in med noget som helst, men sommetider kan man jo godt i det mindste forsøge at være ung med de unge. Jeg har endda læste Twilight-sagaen, jo, kom ikke her da. Og nu kom tiden så til Zumba. Afsted med mig iført 3/4 lange løbetights, tre numre for små fitness-sko, svedtransporterende t-shirt og en vandflaske tyvstjålet fra ham, der lige meget hvor elendig jeg er, altid har flere skader end jeg. Mænd altså.
Første møde med Zumba er så en klassisk svedlugtende, skrækindjagende håndboldhal, som sender mareridtsagtige flashbacks gennem min hjerne, mens billeder af bomøvelser, lilla gymnastikdragt med flæser og en lektor Blomme-inspireret gynmastiklærer passerer for mit indre blik. Overvejer at sprinte storskrigende ud derfra - en ganske håbløs mission dog, da mine fødder har taget vand ind og det dermed kræver en skærebrænder at komme ud af de der sko.
Følger mit traditionelle mønster når det kommer til fysisk udfoldelse i grupper og placerer mit meget lidt fitnessramte korpus i yderste klitrække så langt nede bagved at jeg trods alt kan se, hvad jeg skal forestille at lave. Frygter allerede alt for mange øvelse og legemesdele, som skal koordineres på en gang. Det er min motorik bare ikke udviklet til. Har heldigvis søster med som uundværlig moralsk opbakning, også nødvendigt med én til at ringe til Kranringen, når resterne af mig skal slæbes ud derfra. Snart indtræder et styk instruktør, en meget mørk herre af udpræget anden etnisk baggrund end dansk som får mig til at følge mig maddikehvid og i stand til at styre min egen krop nogenlunde lige så meget som Pinnochio.
Den næste time skal der så trænes. Patrick Swayze-klonen vrider sig i stillinger og kombinationer som vi andre forgæves forsøger at følge med til. Det knager og brager i led og muskler - jeg burde være 85, have blåt hår og spise kærnemælkssuppe så stiv og ukontrolleret jeg formår at bevæge mig. Men hey, det er sku da sjovt. Især at se på alle de andre, som til min store altoverskyggende trøst ikke er svært meget bedre end jeg selv. Pludselig konstaterer dansedukken at timen er slut. Som de dygtige og velopdrage deltagere vi nu engang er, klapper vi høfligt og nærmest i takt, og jeg konstaterer at blodet stadig pulser i mine årer, og at jeg mod al forventning stadig er oprejst. Survival of the fattest.
Sidder nu og overvejer, om denne oplevelse den kommende tid vil traumatisere mig og indgå i den tidligere nævnte kavalkade af meget lidt vellykkede erfaringer fra håndboldhaller. Eller om jeg med årene er blevet mere afbalanceret, mere zen-agtig, mere i total overskudsagtig harmoni og kan ride på bølgen og tage det med ophøjet ro. Jeg tror bare lige jeg lader spørgsmålet hænge lidt i luften til fælles forundring og forvirring.

God søndag herfra. Zumbaaaaaaaa!

tirsdag den 15. juni 2010

Overvejer at gå over i et hjørne og skrige. Højt, længe og grimt. Jeg går åbenbart rundt med et enormt "Pil gerne ved mig"-skilt på ryggen. Et skilt jeg endnu ikke selv har opdaget. Men hey, så er det da godt andre kan hjælpe mig. Eller hvad??
Forklaring følger:
Tre gange indenfor de seneste fjorten dage er jeg blevet plukket i håret som en anden abe af det, jeg faktisk normalt anser som relativt fornuftige voksne mennesker. En pædagog i ældstens børnehave, en ældre mandlig kollega og en forældre til en af mine elever. Umiddelbart synes jeg ikke jeg render rundt med en stor rød bavianrøv, men jeg kan jo tage fejl. Hvad finder folk så i mit hår?? Havregrød, såmænd. Halvt stivnet, klattet havregrød. Sirligt står de og piller det ud. Ret svært når det på uforklaring vis har lagt sig ovenpå voksen, som skal forsøge at forhindre mit hår i at ligne Michael Jacksons dengang han var barn.
Ja, jeg VED godt at jeg nærmest ikke har været ren i tre år eller mere. Kommer jævnligt afsted med størknet snot på jakken, tandpasta i knæhaserne eller pizza-klørfem på det ene lår. Jeg VED godt at mine øjenbryn er så lange og pjuskede, at selv Mogens Glistrup ville have været stolt. Mit tøj ligner et udsnit af gadebilledet i en hvilken som helst mindre østeuropæisk provinsby og mit super-overskuds-mor-gen strækker sig til at bestikke Spilopperne i børnehaven med saltstænger og popcorn til den årlige børnefest. Med en totalt vattet følelse af middelmådighed kan jeg konstatere, at jeg ikke deltager i den obligatoriske arbejdslørdag. Ja, jeg er en af DEN SLAGS forældre. Jeg formår det simpelthen ikke. Men jeg er hammergod til at købe saltstænger og popcorn.Og bage pladekage.
Sociale sammenhænge skræmmer livet af mig. Hver gang jeg træder ind i et rum med en større forsamling ukendte ansigter, kan jeg prompte mærke de bedømmende blikke som falder på mig. Bryster så lange, at de burde bindes i et råbåndsknob i nakken, en røv så bred, at Norges-færgen overvejer at lægge til i revnen, en under tøjet baconstribet fødedelle som meget lidt elegangt vibrerer urytmisk ved hver bevægelse. Hvornår skal vi have noget melodi grand prix?, bræger jeg inden længe og vrider mit korpus i et Gry'sk rejehop. Tjek lige hende særlingen.
Den anden dag oplevede jeg enhver kvindes mareridt. At komme til en fest, hvor der snart træder én ind af døren i totalt samme outfit som mig selv. Og selvfølgelig skulle det nærmest lige være en 20 årig, 30 kilo tyndere medicinstuderende som burde klaskes på forsiden af fransk Vogue for at ligne en darling doll. Sikke noget smart tøj, grynter jeg i et plat forsøg på at virke overskudsagtig. Følte mig lige så spændende som en Marie kiks i en foodprocesser. Så meget for tre minutters følen sig lækker.
I aften står aftensmaden på rester til manden. Og kogt svin i tarm til sønnerne.
Jeg skal ud at løbe.

mandag den 14. juni 2010

LilleLyn


Må da også hellere lige vise model-yngsten frem. Dejlige drengebarn, altså.

En husmoders bekendelser

Er blevet færdig med denne überlækre sweater i det blødeste naturuld - har faktisk været så glad for at lave den og for resultatet også, at jeg har købt garn til at lave en til min egen yngste. LilleLyn-strik vil jeg også gerne putte mine egne børn i. Og så fik jeg jo endelig chancen for at få sat mit nye navnemærke på. Jeg er nu lidt glad for det.

Den anden dag faldt jeg over nogle lækre hæklerier hos Wenche Tusindfryd - de måtte bare prøves, så nu er jeg gået i gang. Her er så min version af de berømte grannystripes, satser på at det bliver en karklud eller nåwet i den stil. Starter i det små, det holder min tålmodighed bedst til.


torsdag den 10. juni 2010

Weeehheeee

Jeg har fået navnemærker. En skør lille ting, men bare så fine, synes jeg. Så når der fra nu af kommer strik rundt i landet fra LilleLyn, så har jeg sat mit helt eget mærke på det. Elsker de små detaler. Billeder kommer senere, når jeg er færdig med at pimpe den strikkede karklud, jeg har gang i.

mandag den 7. juni 2010

Helt igennem mærkelig.

Jeg er afhængig. Det indrømmer jeg. Jeg må have et skud. Hver dag. Flere gange om dagen. Jeg nyder at åbne den, nyder den måde hvorpå den lille knap giver bare en anelse modstand, når jeg trykker på den. Så slipper jeg. Derefter ventes i næsten åndeløs spænding. Tiden står faktisk næsten en lille smule stille i det øjeblik. Når de første tegn danser frem for mine øjne, suger jeg langsomt luft ind gennem næsten og sukker lydløst. Skuldrene falder på plads. Spændingerne i nakken løsnes. Og i et splitsekund åbner min verden sig.
Jeg kan gøre det om morgenen nærmest sovende. Før kaffe til manden, havregrød til ungerne og bad til mor. Må bare ha´. Kan ikke undvære. Jeg bliver tvær og sur og gammelkonegnaven, hvis ikke jeg får. Afhængig jo.
Jeg kan gøre det midt i aftensmaden. Den står lige ved siden af kogepladerne. Så selvom jeg i bedste Morten Korch-stil har defineret mig selv som den rene Marie med nybagte boller, hønserøv og fruefigur, så kan jeg være med. Være på. Og det er jeg næsten altid. Også når jeg ikke er der.
Men bedst er det nu om aftenen. Med dankortet ved siden af. Læg i kurven, opdatér kurv, gå til betaling. Vælg betalingsform....4653....kan tallene i hovedet. Aaahhh fryd.
Helt igennem mærkelig. Hvorfor?? Jeg lægger ikke skjul på min last, på min afhængighed. Jeg elsker min computer, endnu mere elsker jeg internettet. Elsker at surfe, shoppe, blogge. Være på diverse fora, læse, lytte, lære. I min omgangskreds er jeg en ganske særlig race. Der findes kun ganske få som mig. Men er det mig, den er gal med eller de andre?? Sommetider tror jeg, at jeg ved hvordan det må føles at være sibirisk tiger. Hvid, vel at mærke.
Men altså, jeg kan jo godt undvære. Det er jo ikke fordi jeg gør det hele tiden. Jeg kan stoppe hvad dag det skal være, a´mar halshug. Eller nowet.
Er du også helt igennem mærkelig??

søndag den 6. juni 2010

Alt har sin tid

Juni slår sine folder i fuld flor - især aftenerne er så skønne at jeg glædes helt ind i mit inderste. Når solen står lavt over træerne, markernes farver spiller i alle nuancer af rapsgul og grøn. Så fuld af liv og håb og drømme. Så er livet godt.

Hos os har det været tid til forandring. Vi har sagt farvel til vores gamle og højtelskede blå Fiat Punto - som et kært medlem af familien har den været med da vi var unge og studerende i Aalborg, da vi havde fået vores første faste jobs med lønseddel og pension og det hele, og boede i "overgangslejlighed" i Herning. Og den var også med, da vi kiggede på grund, byggede hus og planlagde bryllup. Ja, selv da vi var blevet godt etableret i Kibæk, ventede ældsten og senere yngsten var Lille Blå med. Godt nok assisteret af næsten lige så gammel grøn Familien Danmark-bil, men alligevel. Den var med. Men nu er det slut. Alt har sin tid, og tiden er nu løbet ud for den. R.I.P Lille Blå.

Det er blevet sommer. Yngsten er blevet udstyret med sommeroutfit a la fodbold EM 1984 - man er vel en boldnørd (altså moderen) og ser frem til de næste uger i Sydafrika. Ældsten har fået en kæmpe bule i panden. Det er hårdt at være børnehavebarn og kravle op op op. What comes up, must come down. Vi har grillet i timevis og spist udenfor i vejret. Drengene elsker det og moderen sukker af fryd ved tanken om den mindre oprydning bagefter. Fliserne suger så godt, når yngsten øver sig på selv at drikke af kop. Farmand har fået assistance til græsslåningen fra medlemmerne af hans fanklub. Der findes vist ikke nogen bedre end far. Hvad enten man er 1, 3 eller 31.
Jeg har været på rabarberjagt i svigerfars have og har hjembragt tynde, røde stængler lige til at koge til marmelade, relish, chutney. Glæder mig allerede. Jeg har pakket gaver ind i bunkevis til søsters fødselsdag senere i dag. Tøsepink er lige sagen. Selvom tøsen bliver 29. Juni er god - I kan selv være med til at gøre den endnu bedre.

tirsdag den 1. juni 2010

Stilhed

Huset er helt fyldt af stilhed. Ikke en lyd nogle steder fra. Solen skinner fra en forårsblå junihimmel og halvdelen af haven er allerede solbeskinnet og den sidste dug forsvundet. Manden er kørt i institution med ældsten og yngsten, morfars trailer og familien Danmark-bilen. Sådan er det, når det er Store Koordinationsdag. Og nu sidder jeg så her. Med min havregrød i skålen og gåsehud på armene - bare fordi jeg er for doven til at hente en trøje. Nyder bare øjeblikket og tænker på dagen forude. Om et kvarter går startskuddet. Så ser man mig cykle afsted til skole med tasken på ryggen og vinden i håret. Mette 7 år - plus det løse.
Min mormor ville have haft fødselsdag i dag, men selvom det efterhånden er ni år siden vi mistede hende, sender jeg alligevel en tanke til himlen i dag. Selvom hun ikke er her mere, er hun alligevel en del af min historie, min baggrund. Hun er "kvinden bag" min mor - og min mor er "kvinden bag" mig. Sådan indfældes vi i årenes gang og trækker bånd gennem generationer. Så tillykke med fødselsdagen, mormor - sikke et smukt vejr, du har givet os.
Jeg ønsker jer alle en dejlig 1. juni - det er NU sommeren starter.

mandag den 31. maj 2010

And the Oscar goes to.....

Jeg har fået en award - en blogaward. Der er nogen derude, der har tænkt på mig og mine skriblerier og sendt en hilsen i min retning. Det varmer og gør mig glad. En stor og også lidt ydmyg tak sender jeg til Henriette som har denne dejlige blog med masser af mad, garn og ord.

Og nu er det så min tur til at sende tanker videre. Det vil jeg gøre, så nu er der en award til:

Reglerne er som følger:

Kopier denne award ind på din blog.
Tak og link til den, der har sendt dig den.
Link til syv andre og spred lidt glæde.
Fortæl syv ting om dig selv.

(P.S: De syv ting om mig kommer lige lidt senere. Der er nogle som mener jeg skal på arbejde igen.)

lørdag den 29. maj 2010




Jeg strikker en fantastisk sweater fra midten af 70´erne i det absolut skønneste naturuld. Det er en lille dreng som endnu ikke er født, der skal have værket, men overvejer kraftigt at lave en til yngsten herhjemme. Den er bare for lækker og blød - men savner nu ikke vinteren trods strikkeriets lækkerheder.

onsdag den 26. maj 2010

Hvad uglen i hulen?

Så blev jeg endelig færdig med min ugle - sjoveste strikkeprojekt længe. Men når ugler er flyvefærdige, så skal de forlade reden og denne ugle er allerede på vej ud i verden. Den skal flytte ind hos den søde Ingeborg som af en eller anden ukendt grund er blevet snydt for sin gevinst i min give away. Så nu får hun sig en ugle-erstatning.